2 Anmeldelser; “Life Beside Itself: Imagining Care in the Canadian Arctic”, Lisa Stevenson 2014

Første Anmeldelse, 01/12/2020

Mathilde Nuka Rasmussen, Ann Kathrine Klausen, Marie Kristiansen, Antropologi BA, 3. Semester, Aarhus Universitet.

I læsningen af Life Beside Itself støder man på indsigtsfulde perspektiver og rørende fortællinger om omsorg, liv og død. Lisa Stevenson er lektor ved McGill University i Quebec, Canada og har lavet forskning indenfor medicinsk og psykologisk antropologi ved Inuit i Arktisk Canada. Monografien har, som vi ser det, to formål. Stevenson ønsker at undersøge, hvordan forskellige perspektiver på liv og død kan bidrage til et nyt bud på, hvordan man udøver “care” for andre, så det bevæger sig væk fra – ifølge Stevenson – problematiske “anonymous care”. Gennem monografien udfoldes perspektiver på liv og død blandt andet gennem brug af titlen, begrebet “regime of life” og en problematisering af forskellen mellem “surviving” og “living”. Gennem undersøgelsen af hvad kategorierne liv og død indebærer forsøger hun at udfordre de grænser, der er blevet opstillet i et vestligt perspektiv. I forlængelse af dette præsenterer Stevenson sit andet formål, som er et antropologisk projekt, der ønsker at udforske, hvordan man kan undersøge det uforklarlige – illustreret gennem et empirisk eksempel. I starten og i slutningen af monografien fortæller Stevenson om en ravn: “‘My sister used to say my uncle came back to life as a raven, and that raven is living behind our house.’ ‘Does she still think that?’ I asked. ‘I don’t know.’ He pauses for a second and the adds, ‘It’s still there.’” (2014: 1). Det, at ravnen stadig er der, bliver en metafor for, at der er ting, vi ikke kan forklare. Ravnen bliver dermed et symbol på hendes antropologiske projekt om, at man som antropolog bør forholde sig til, hvordan man kan undersøge uforklarlige ting uden at behøve gå ind og forklare dem (2014: 173). Med udgangspunkt i denne tilgang adresserer hun klassiske antropologiske temaer som kolonisering, magt, liv og død, tid og stigma.  

Helt konkret adresserer Stevenson i Life Beside Itself to epidemier i Arktisk Canada; tuberkulose epidemien fra 1940’erne til tidlig 1960’erne og selvmords epidemien fra 1980’erne og frem.  Ved at sammenligne de to epidemier belyser hun en række fællestræk i de to epidemier, der ifølge hende stammer fra den canadiske regerings behandling af Inuit. De fælles træk indebærer et kolonialistisk, psykisk biopolitisk perspektiv, der idealiserer et “livs-regime”, hvor det at blive holdt i live er vigtigere end hvad livet indebærer. Dette tydeliggøres gennem den daværende canadiske regerings fokus på tal og statistik over antal døde. Stevenson pointerer, hvordan forskellige livsforståelse kan medføre forskellige perspektiver på “care”, hvilket har medført at den canadiske stats indgriben og håndtering af epidemien har fået store konsekvenser for canadisk Inuit gennem tiden. Stevenson tager fat i tuberkulose epidemien, fordi hun ser, at der er nogle mennesker, der stadig er påvirket af konsekvenserne af den. Gennem undersøgelsen af tuberkulose epidemien ser hun, at “care”, som er et centralt begreb i monografien, bliver institutionaliseret og gjort anonym. Disse tanker og tager hun med i hendes feltarbejde om selvmords epidemien. Hendes felt er selvmords epidemien blandt unge mennesker i Nunavut-området. Stevenson indgår i en felt blandt unge Inuitter fra området, hvor hun udøver feltarbejde både i relation med dem samt som en del af det præventive arbejde, der bliver gjort for at forebygge selvmord. I hendes arbejde kommer hun tæt på menneskene – hvilket underbygger hendes argument om at gå væk fra care som anonymiseret. Hendes undersøgelse af perspektiver på liv og død opsummeres i titlen på monografien, der rummer hendes argument om, at livet er ved siden af sig selv – altså at livet er mere end “bare” det at være i live, som “regime of life” indebærer. Det at leve er alt det, der sker rundt om livet. 

I læsningen af monografien opstår der stor tillid til Stevenson som forfatter og antropolog, fordi hun på trods af sit fokus på det uvisse og uforklarlige præsenterer præcise og gode argumenter, men på en “blød måde”. Med “blød måde”, mener vi i relation til blød aktivisme, hvor man kan sige, at Stevensons monografi indeholder en subtil kritik. Vi ser ikke, at formålet er at placerer skyld eller anklager, hvilket dog ikke er det samme som at sige, at håndteringen og behandlingen af Inuit ikke bliver kritiseret. Stevenson forsøger hellere at sætte historien og selvmord i Arktis Canada i et nyt lys. Derudover er Life Beside Itself også indbydende at læse, idet pointerne er skrevet klart frem, mens de samtidig er bygget op omkring både personlige og forståelige eksempler fra felten. Der opstår i monografien en god sammenhæng i hvordan tuberkulose- og selvmordsepidemien bliver sat i forhold til hinanden, men også i form af de gennemgående personlige informanter. Når der imod slutningen bliver reflekteret over, hvordan man kan forholde sig til det ellers uforklarlige, henvises der igen til om man kan undersøge ravnen fra introduktionen uden at skulle forklare den. 


Helhedsindtrykket af Stevensons monografi er, at det er en rørende og rammende fortælling, der leverer refleksioner over et almenmenneskeligt spørgsmål, nemlig: Hvad er livet? Og hvad er døden? Hvordan kan vi være sikre på at noget er, hvad vi siger det er? Det er store spørgsmål, men de er opstået i Stevensons feltarbejde i et partikulært og lokalt miljø. På den måde giver Life Beside Itself både universelt stof til eftertanke hos læseren, samtidig med, at monografien giver indblik i det kolonialistiske greb om samfundet, der kan belyses via selvmords- og tuberkulose epidemien blandt Inuitter i Nunavut. Det hele er bundet sammen af relevant teori, interessant empirisk materiale og gennemgående kernebegreber, der skaber en rød tråd. Udover dette giver Life Beside Itself et informativt og anderledes syn på selvmord blandt Inuitter. Stevensons argumentation for, at selvmord ikke kun er resultatet af bureaukratisk fiasko, men i højere grad kan opstå ud af en længsel efter at være til på en anderledes måde understreger hendes hovedpointe, nemlig at “life is beside itself” (2014: 174). Hun åbner for en ny dybde i spørgsmålet om, hvad livet og døden er, som giver nuancer til de vestlige overvejelser om selvmord blandt Inuitter. På denne måde formår Stevenson at gøre marginaliserede mennesker til mere end statistik – og selvmord til mere end et spørgsmål om samfundssvigt. Dette kan ses som et udtryk for den “bløde” aktivisme, der præger monografien. Stevensons monografi giver altså indblik i hvad liv og død er blandt Inuitter i Nunavik med udgangspunkt i tuberkulose- og selvmordsepidemien, hvilket åbner op for en dybere forståelse og andre perspektiver på care, som noget, der bør have blik for “ravnen”, altså det uvisse, og forskellige livsforståelser.

Leave a Reply