Søren Rask Christinsen, Master’s thesis, Human Security, Aarhus University, August 2017.
Dansk resumé
Dette speciale undersøger realiseringen af et anti-radikaliseringsmentorprogram i Kenya, som mellem 2015 og 2016 blev implementeret af den britiske tænketank Royal United Services Institute (RUSI). Nærmere bestemt, fandt dette sted i fem udvalgte områder i landets to største byer, Nairobi og Mombasa. Disse har i de seneste år særligt oplevet konsekvenserne af konflikten mellem den Kenyanske regering og den somaliske terrorbevægelse Al-Shabaab samt en stigende interesser fra internationale anti-radikaliseringsaktører.
Med baggrund i empiri fra et fire-måneders antropologisk feltarbejde ved RUSIs mentorprogram, stiller specialet skarpt på programmets ’anti-radikaliseringspolicy’ gennem fire analytiske vinkler. Disse trækker primært på antropologisk teori om ’policy’ og udviklings-projekter, samt radikaliseringsstudier. Herved belyses; 1) hvordan denne mentorprograms-model blev skabt, 2) hvilke sociale faktorer og processer som etablerede og bevarede konsensus omkring modellen, 3) hvordan den søgte at nå sine målsætninger, og hvilke rationaler og historiske strømninger den byggede på, samt 4) hvilke forskelligheder, ligheder og kontekstuelle påvirkninger, som formede måden mentorprogrammet blev forstået og praktiseret af de implementerende aktører – mentorer og programmets ledelse. Herigennem argumenterer jeg for, at programmets realisering var struktureret af samspillet mellem, på den ene side, tænketankens kontekstuafhængige og ahistoriske implementeringsskabeloner, diskurser og metoder for anti-radikalisering og, på den anden side, de implicerede mentorer og mentees interesser, omgivelser, historier og behov samt karakteren af mentorrelationen, der ofte gik forud for programmet. Udvalgte eksempler fra feltarbejdet inkluderer betydningen af: en mentorleders klientilistiske relationer til mentorer og mentees, de omfangsrige projektdokumenter og rapporters sociale liv, en mentors tidligere traumatiske erfaringer med den Kenyanske sikkerhedstjeneste, samt en anden mentors lokalpolitiske aspirationer – alle fortællinger, som illustrerer hvordan programmet formedes af, men også formede de relationer det etablererede, og måden dets policy kom til udtryk i praksis.
Overordnet fremdrager specialet, at ovennævnte samspil medførte indbyggede spændinger mellem programmet, som det var tiltænkt, og dets Kenyanske kontekst, hvilket kom til udtryk i to paradokser. Det ene indfanger hvordan de personlige mentor/menteerelationer som programmet måtte realiseres igennem, ofte modstred NGO-projektets krav om transparens og systematisk implementering. Programmets tilblivelse var således betinget af at måtte afvige fra dets indbyggede idealforestillinger og kausalitetsforståelser. Det andet peger på hvordan programmet – qua de ideer om anti-radikalisering det byggede på og implementeringsskabelonerne, der kunne operationalisere dem – afpolitiserede dets dybt politiserede problemstilling. På baggrund af de to paradokser konkluderes det, at mentormodellen havde en række positive indvirkninger på dets modtagere, om end disse ikke alene indordnede sig dets anti-radikaliseringsmålsætning, men afspejlede dets mangeartede tilegnelser blandt mentorer og mentees. I et bredere perspektiv, og som eksempel på en generel tendens i kampen mod ekstremisme i det globale syd, peges der dog også på, at en tilgang som mentorprogrammets risikerer at indsnævre adresseringen af komplekse politiske konflikter til smalt fokuserede, tekniske løsningsmodeller.