Anders Norge Lauridsen, Master’s thesis, Anthropology, Aarhus University.
Dette speciale undersøger forholdet mellem ånder og mennesker i Anororo, Madagaskar. På baggrund af deltagerobservation og et narrativt eksperiment når jeg frem til begrebet ’konjunktivitet’ med hvilket jeg analyserer mine informanters tvivlende, usikre og famlende forholden sig til områdets ånder. Ydermere viser jeg hvordan det malagassiske begreb hasina (”kosmisk kraft”) kan forstås som et emisk agens-begreb, der konstitueres af lige dele potentialitet og intentionalitet. Gennem denne prisme af hasina-agens kaster jeg nyt lys på ånde-menneske-relationer i Madagaskar og forsøger den anden vej at bidrage til agens-litteraturen på baggrund af mit etnografiske materiale.