Af Christine Agertoft Svop
Hvad er din stillingsbetegnelse?
Jeg er delingsfører på Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse ved uddannelseskompagniet i Føringsstøtteregimentet i Fredericia. Jeg har personaleansvaret for min deling. Jeg har til opgave at lede, motivere og udvikle mine medarbejdere. Jeg har en alsidig hverdag med dage med taktisk føring og undervisning i felten såvel som dage med uddannelsesplanlægning og administration på kontoret.
Hvordan var din rejse fra universitetet til arbejdslivet?
Få måneder efter at have færdiggjort min kandidat i antropologi ved Aarhus Universitet, startede jeg på Hærens Officersskole og brugte de næste 2,5 år på at uddanne mig til officer. Jeg blev udnævnt til premierløjtnant i december 2019 og har siden arbejdet som delingsfører. Videreuddannelsen var motiveret af, at jeg ønskede at skabe en karrierevej inden for ledelse. Når folk spørger, fortæller jeg ofte, at jeg tog min første uddannelse som antropolog af interesse, mens jeg tog min anden uddannelse som officer for at få et arbejde. Til sammen skaber mine to uddannelser en unik profil og et fagligt fundament for en alsidig karriere, hvor jeg kan gøre brug af mine kompetencer inden for begge fag.
Hvordan bruger du antropologi i dit daglige arbejde?
Antropologien er blevet en grundlæggende del af min måde at anskue verdenen på, og på den måde vil den helt uundgåeligt være en del af min tilgang til mit arbejde. Med en baggrund som antropolog er det f.eks. helt naturligt for mig som leder at lægge vægt på at lytte, forstå og inddrage andre menneskers perspektiver og behov i de beslutninger, som jeg tager.
Selvom jeg er gået ”native” i Forsvarets verden, har jeg som antropolog en særlig evne til at anskue problemstillinger nuanceret fra både et indefra- og et udefra-perspektiv. Antropologien fungerer således i mit arbejde som en kritisk kompetence, som hjælper mig til at sætte spørgsmålstegn ved komplekse, men problematiske sociale sammenhænge i Forsvarets arbejdskultur. Som officer er jeg på den anden side uddannet til at tænke løsningsorienteret og tage ansvar, hvilket hjælper mig til at komme med konkrete løsningsforslag og anbefalinger til, hvordan sådanne forhold kan forbedres.
Et godt eksempel på dette er mit afgangsprojekt ved Hærens Officersskole ”Børn eller Krig: En Militærantropologisk Undersøgelse af at blive Gravid og blive Mor som Officer i Hæren”. Projektet var inspireret af en anden kadet, som blev gravid under uddannelsen. Hun oplevede at blive stigmatiseret af andre, som havde svært ved at acceptere, at hendes graviditet nogle gange betød, at hun fik dispensation fra visse fysiske aktiviteter og således blev forskelsbehandlet i forhold til andre kadetter. De oplevede det ganske enkelt som uretfærdigt. Efter nærmere studier af kønsforskningen på det militære område, diskursanalyse af Forsvarets HR-policy samt interviews med syv forskellige kvinder, som har været gravide, imens de har arbejdet som officerer i Hæren, undersøgte jeg, hvordan det opleves at blive gravid som soldat. Jeg identificerede, at det opleves som modsætningsfuldt at være gravid og soldat, idet gravide soldater i deres arbejde ofte bliver udsat for et absurd valg: At deltage i fysisk udfordrende arbejdsopgaver for herigennem at agere en rollemodel, som prioriterer opgaven over kroppens behov, som forventes af en soldat. Eller sige fra for at undgå at udsætte den gravide krop og det ufødte barn for potentielle helbredsmæssige risici. Ofte havde hverken den gravide selv eller deres chef sat sig ind i retningslinjerne for gravides arbejdsmiljø, og hvad dette ville betyde for håndteringen af gravide soldaters arbejdsmiljø. Ofte lod cheferne det være op til den gravide selv at vurdere, hvad de kunne deltage i af arbejdsopgaver, hvilket havde alvorlige konsekvenser for de gravide soldaters fysiske og psykiske arbejdsmiljø. Således havde nogle af de gravide soldater deltaget i aktiviteter, som vejledningerne fraråder gravide, og de kæmpede konstant med dårlig samvittighed ved.
På baggrund af projektet anbefalede jeg 1) at arbejdspladserne i Forsvaret skal have udarbejdet og implementeret en praktiseret graviditetspolitik, 2) Chefer såvel som gravide medarbejdere skal uddannes bedre i arbejdsmiljø for gravide, særligt på det operative område, 3) Chefer skal tage ansvar for en individuel vurdering af den gravides arbejdsforhold på baggrund af arbejdspladsens generelle vurdering og 4) Gravide soldater skal have støtte og vejledning i forhold til håndteringen af graviditetsforløbet, både i forhold til de arbejdsmæssige og de identitetsmæssige udfordringer, det medfører i det fysiske og psykiske arbejdsmiljø. Jeg har siden præsenteret min analyse og mine resultater for Forsvarets Personelstyrelse, Forsvarets Center for Arbejdsmiljø og min egen regimentschef, så konkrete forbedringer på området er på vej.
Det skal siges, at projektet også peger på en langt større problematik i Forsvarets arbejdskultur, nemlig det faktum at ligestilling konstant forveksles med ligebehandling, men dette på det mandlige køns præmisser. Kropsidealet i militæret er mandens krop, og hvervet er forbundet med maskuline værdier associeret med mænds biologiske og sociale køn. Dette betyder, at det i Forsvaret stadig er en udbredt opfattelse, at hvis kvinder ønsker at være soldater på linje med mænd, skal de være det på den mandlige soldats præmisser. Selvom Forsvaret ønsker flere kvinder i organisationen, overser de det faktum, at faktisk inklusion af kvinder på lige fod med mænd kræver væsentlige ændringer i arbejdskulturen.
Dette er en problemstilling, som jeg har mulighed for at arbejde med som en forandringsagent tæt på organisationens operative virkelighed på en hel anden måde i rollen som officer ”indefra”, end hvis jeg havde forsket i området som en antropolog ”udefra”. Men uden antropologien ville jeg aldrig have opnået den nødvendige kritiske kompetence til at kunne forholde mig aktivt og sætte ord på denne form for komplekse sociale problemstillinger.
Har du et råd til antropologistuderende, som søger arbejde?
Tænk ud af boksen, når du søger arbejde! De færreste karriereforløb er lineære, og kun fantasien sætter grænser for, hvad der er af muligheder med en uddannelse som antropolog. Antropologien står netop ikke kun stærk, når den fæstner sit blik på fremmede kulturer og samfund i den anden ende af verdenen. Den står også stærkt, når den vælger andre fagligheder eller lokale arbejdskulturer som sit genstandsfelt. Så hvis du frygter, at du ikke længere er antropolog, hvis du ender med at arbejde og/eller videreuddanne dig inden for helt andre brancher, vil jeg gerne mane denne frygt til jorden. Det kan ikke undgå at sætte sit varige mærke på dig i den måde, du tænker om verdenen på, den måde du analyserer problemstillinger på og den måde du er som person, at du har været igennem en mangeårig dannelsesrejse i antropologiens verden. Min oplevelse er, at selvom jeg for nu har valgt at beskæftige mig praksisnært med militæret og med ledelse som en ”native”, er det umuligt for mig ikke også at bringe antropologien med ind i mit arbejde for herigennem at skabe positiv forandring på min arbejdsplads. Antropologien er jo netop en grundlæggende del af, hvem jeg er som menneske.