Emma Cecilie Sørensen, Johanne Sindberg, Mathilde Mark Mikkelsen, Amanda Lehrskov Bjarkam, Antropologi BA, 3. semester, Aarhus Universitet.
01/12/2020
“What if staying alive has something to do with witnessing the death in life? What if dying, and being borne along by those who love you, is also a way of being alive? How might we come to care for life that is constitutively beside itself, life that could never be fully itself?” (s.18)
Hvad betyder det at leve egentlig? Dette spørgsmål tager antropolog Lisa Stevenson op i bogen Life Beside Itself, hvor hun ved at analysere to begivenheder blandt canadiske inuit i Nunavut – tuberkuloseepidemien i 40’erne til 60’erne og selvmordsepidemien fra 80’erne til nu -, giver et andet syn på, hvordan livet kan være “ved siden af sig selv”. Gennem rørende fortællinger viser Stevenson hvordan de canadiske inuitter har en længsel efter at tilhøre en anden verden end den bureaukratiske verden, de fødes ind i. Livet for dem findes nemlig ikke kun i den fysiske krop, men leves gennem drømme, sange, nutid, datid og fremtid. Hvis vi kan forstå livet på denne måde, kan det allow us to listen differently to the lives and imaginations of the people who matter to us (s. 174).
Stevenson arbejder inden for medicinsk og psykologisk antropologi, og interesserer sig for temaer som vold, subjektivitet, social og politisk teori, hvilket tydeligt skinner igennem i denne monografi.
I Life Beside Itself skriver Stevenson sig ind i et væld af klassiske antropologiske temaer som magt, liv og død, kolonisering, biopolitik, temporalitet og stigmatisering. Alle temaerne er med til at sætte spørgsmålstegn ved vores common-sense forståelse af, hvad livet indebærer, og fører på den måde frem til monografiens hovedspørgsmål; Hvad er livet egentlig?
Stevenson gør op med dualismen liv og død, og viser hvordan det i virkeligheden er smeltet sammen. For inuitterne i den canadiske arktis er livet ikke kun kropslig og fysisk, man lever videre i drømme og gennem videregivelse af navne fra afdøde. Dette får læseren til at stille sig selv spørgsmålet, om den bureaukratiske måde at se livet på, egentlig stemmer overens med hvad livet er og kan være.
Gennem bogen bliver vi præsenteret for utallige eksempler på, hvordan biopolitik påvirker det psykiske liv af minoritetsgrupper, der bliver undertrykt af majoritetsgrupper (s. 119). Stevenson hentyder flere gange til, at inuitselvmord muligvis kan ses som en form for respons herpå. Hun gør det klart, at for den Nordiske Administration handler det i højere grad om at holde Inuit Folket i live, end at se og forstå dem som individer. De bliver reduceret til statistikker (s. 31) og bodies needing care (s. 29). Plakater på skoler, hjælpelinjer og propaganda med overskriften “Inuit pride, Stay alive, Inuit survive” (s. 82) er eksempler på de måder, hvorigennem Canadas regering forsøger at implementere en “duty to live”, hvor det ikke handler om, hvem du er, men bare dét, at du holder dig i live (s. 7). Samtidigt gør Stevenson det klart, at der hos regeringen ligger en forventning om, at du alligevel begår selvmord. Paradoksalt nok bliver regeringens forsøg på at holde Inuit folket i live på denne måde en påmindelse om, at de nok begår selvmord. Stevenson stiller spørgsmålet om, hvad et menneske så er efterladt med, hvis det både forventes at holdes i live, samtidig med at det forventes at ville begå selvmord?
Stevenson opbygger stærke argumenter ved at trække på teori fra store teoretikere som Michel Foucault, Judith Butler, Frantz Fanon og Sigmund Freud. Hun formår at indflette deres omfangende teorier med hendes egen empiri på en måde, der kan belyse ny viden til antropologien. Dette gør hun med en elegant og let tilgængelig skrivestil og gennem spørgsmål, der konstant får læseren til at reflektere med hende, i hendes feltarbejde.
Dog kan man stille spørgsmålstegn ved, om Stevensons værk er repræsentativt for alle inuitter, da man sidder tilbage med opfattelsen af, at livet altid er “beside itself” for alle inutgrupper i den canadiske arktis.
Gennem klassiske antropologiske temaer, nærværende empiri, stærke eksempler og inspiration fra store teoretikere, formår Stevenson at skrive en monografi om det “uvisse”. Hendes mål er ikke at besvare de eksistentielle spørgsmål, hun tager op, men spørgsmålene inviterer til en refleksion af disse hos læseren. Stevenson udfolder dermed en ny tilgang til, hvordan livet kan forstås som noget der kan være “beside itself”, der sætter spørgsmålstegn ved vores gængse opfattelse af, hvad livet og døden er, og hvad eksistentielle begreber som disse egentlig indebærer.