Mai Vium & Emma Juel Frederiksen, Antropologi BA, 3. semester, Aarhus Universitet.
01/12/2020
I monografien Righteous Dopefiend følger Philippe Bourgois og Jeff Schonberg 24 stofmisbrugere i deres liv og overlevelse i San Franciscos gader, herunder Edgewater Boulevard. Et feltarbejde der strakte sig over mere end et årti. Righteous Dopefiend er en kritisk teoretisk antropologisk analyse, der har i sinde at analysere den neo-liberale amerikanske sundhedsmodel. Bourgois argumenterer for, at lidelse er politisk struktureret, samt at samfundets sundhedsservicer efterstræber at forbedre stofmisbrugernes liv. Men tværtimod distribuerer politiske tiltag sundhedsservice på ulige vilkår blandt de amerikanske borgere (s.305). Denne politisk selvmodsigende distribution tvinger stofmisbrugerne til at benytte sig af adskillige overlevelsesstrategier for at navigere i en verden konstitueret af race-stigma, moralsk økonomi og kropslig afhængighed.
Righteous Dopefiend er, hvad man vil betegne en ‘foto-etnografi’, hvor inddragelsen af feltnoter, transskriberede dialoger og 84 udvalgte sort-hvide fotografier (taget af Schonberg) placerer læseren i et øjebliksbillede blandt stofmisbrugerne. Selvom monografien supplerer med analytisk teori fra blandt andet Pierre Bourdieu (habitus) og Michel Foucault (subjektivitet), så følger vi stofmisbrugerne i et kronologisk narrativt forløb, som fotografierne også visuelt understøtter. Monografien består af ni kapitler, såvel som en introduktion, konklusion samt en samling af monografiens fotografier med supplerende billednoter. Kapitlerne er opdelt tematisk, hvor vi i første kapitel, Intimate Apartheid, beskæftiger os med racemæssig stigma blandt stofmisbrugerne. Kapitlet beskriver, hvordan sociale spændinger mellem sorte og hvide hjemløse udmønter sig i såkaldte camps (lejre), som er adskilte af territorier, hvis grænser er defineret af race. I kapitel 2, Falling in Love, følger vi udviklingen af kærlighedsforholdet mellem to stofmisbrugere, Tina og Carter. Kapitlet undersøger kønsrelationer og kontinuummet mellem romantisk kærlighed og sexarbejde (s.21). Analysen af parforholdet klarlægger, hvordan ønsket om et ‘domestic’ parforhold faktisk ender med at reproducere et patriarkalsk familieforhold (s.22). A community of Addicted Bodies, kapitel 3, undersøger, hvordan fysisk og emotionel afhængighed af heroin skaber en moralsk økonomi. I denne moralske økonomi skabes et socialt netværk, som binder stofmisbrugerne sammen i deres kollektive frygt for abstinenser. Kapitel 4, Childhoods, beskæftiger sig med stofmisbrugernes fortid, og disses baggrunde for at være endt på gaden. Udsnit af stofmisbrugernes personlige fortællinger afslører en række af sociale baggrunde der spænder vidt; fra middelklasse til laveste socialklasse. Uanset klasse indkluderer fortiden nære bekendtskaber til vold i hjemmet, stof/seksuelt-misbrug og vanrøgt. I kapitel 5, Making Money, griber analysen fat i, hvordan de hjemløse overlever via konstante skift mellem legalt/illegalt manuelt arbejde, tyveri og tiggeri (s.22). Kapitlet understreger oppositionen mellem skam og værdighed i forbindelse med typen af arbejde og tiggeri. Kapitel 6, Parenting,beskriver flere af de hjemløses forhold til deres børn. Her ses en tydelig reproduktion af deres egne traumatiske familieforhold særligt bestående af vold og omsorgssvigt. Vi følger især Tina og hendes fravalg af sine børn grundet en bevidsthed om, at hun gør mere skade end gavn for dem. Dette demonstrerer tydeligt kontinuummet mellem offer og udøver; en problematik, der er gennemgåendeforhelebogen.Ikapitel7,MaleLove,følgervietromantisk,ogstærkt hierarkisk, forhold mellem de to mænd, Petey og Hank, i et stærkt homofobisk miljø. Det er også i dette kapitel, at kritikken af den neoliberale sundhedsmodel for alvor italesættes. Petey bliver alvorlig syg og må indlægges, og kapitlet bevidner herigennem om forløbet, som først indebærer en højkvalitets lægehjælp for derefter at vise et efterfølgende tydeligt svigt af kroniske syge, da Petey hurtigt sendes tilbage på gaden; endnu engang overladt til sig selv. Everyday Addicts, kapitel 8, er skrevet i eksperimentel stil primært bestående af udvidede feltnoter, i målet om at levere en mere autentisk og intim beskrivelse af livet som misbruger. I kapitlet præsenteres vi for mange forskellige karakterer og får et unikt indblik i alle livets facetter; fra humor og glæde til angst og vold. Det sidste kapitel, Treatment, følger flere af de hjemløses talrige og ihærdige forsøg på at slippe ud af misbrug. Desværre må vi som læsere, magtesløse og med blødende hjerter, se med fra sidelinjen, når misbrugerne gang på gang falder tilbage i gamle rutiner.
Bogen er en eksemplarisk antropologisk analyse baseret på 12 års dybdegående feltarbejde blandt stigmatiserede dopefiends. Foruden det helt unikke indblik i livet som hjemløs og misbruger, bidrager bogen også med et billede af det amerikanske sundhedssystem og dets ofte oversete utilstrækkeligheder i forhold til kroniske svage; en kategori, som flere af de hjemløse på Edgewater falder ind under. Bogen bærer således også præg af Bourgois og Schonbergs samfundskritiske standpunkt. “The Edgewater homeless represent the human cost of the American neoliberal model” (s. 320). De beundringsværdigt tætte relationer, der er opbygget med informanterne gennem mere end et årti, har uden tvivl givet anledning til enestående indsigter i disses livsverdener, men afføder ligeledes etiske spørgsmål om, hvorvidt man kan få et for nært forhold til sine informanter. Dette i sådan en grad at det kan spænde ben for analysen og jævnfør forblinde deres dømmekraft. Med dette in mente så er der ingen tvivl om, at bogen formår at aftabuisere vigtige problematikker og modsætte sig moral judgement samt det stigma, der ofte er forbundet med hjemløse og misbrugere. Det er helt afgørende, at vi ser mennesket bag misbrugeren, og disse mennesker tages seriøst for, hvem de er, frem for hvad samfundet har tendens til at reducere dem til.