Af Lasse Bech Knudsen
Jordens befolkning er i skrivende stund på 7,2 milliarder mennesker, og hver eneste dag fødes i gennemsnit 353,000 nye spædbørn. Begrebet ”reinkarnation” er i populærkultur måske bedst kendt fra østlige kontekster, hvor buddhisme og hinduisme i forskellige afarter markerer en gennemstrømmende tro på at kultivere alternative sindsvaner og leve moralsk for at blive genfødt i det næste liv – og i sidste ende bryde ud af livets forgængelighed og smerte.
Forestillinger om genfødsel kredser ofte omkring mere eller mindre doktrinelle forståelser af religiøse eller spirituelle aspekter i samfundet – et fænomen, som Émile Durkheim allerede i det tidlige 20. århundrede beskrev i samfundsmæssige termer som noget, der binder individer sammen til et moralsk fællesskab. Men er mennesket den eneste art på Jorden, som er bevidst om liv og død?
Etnologen Jane Goodall’s har længe arbejdet med chimpanser og foreslår ud fra observationer, at mennesket måske ikke er det eneste væsen på Jorden, som er bevidst om døden og et muligt efterliv. Goodall har observeret den otteårige chimpanse, Flint, som efter sin mors død langsomt blev ”deprimeret” og efter tre uger på tragisk vis døde. Goodall foreslår, at Flint døde af et svækket immunsystem som følge af depression – eller hvad utallige litterære og poeter kalder ”et knust hjerte”.
Primatologen Frans de Waal skriver efter længerevarende observationer af chimpanser, at ”seeing the termination of a familiar individual’s life, chimpanzees may response emotionally as if realizing, however vaguely, what death means – or at least that something terrible has befallen the other”.
Så kan chimpanser forholde sig til liv og død som en psykologisk følelse? Goodall’s og Waal’s studier kommer ikke med et klart bud på dette, men deres tanker kan være med til at så tvivl om menneskers forhold til død og genfødsel. Er den religiøse forklaring af liv og død som en refleksion af samfundsmæssige anliggender – som Durkheim foreslår og mange akademikere senere har arbejdet ud fra – eller skal videnskaben gå nye veje og tage en ny, mindre antropocentrisk tilgang til død og menneskelig bevidsthed?
Idéen om genfødsel er på ingen måde ny i menneskelige (religiøse) samfund – men er det på tide, at vi sætter spørgsmålstegn ved Durkheims og kompagnis forståelse af religiøse forestillinger om død og genfødsel som ”limen” i moralske fællesskaber? Videnskaben er stadig ny på dette område, men nye interdisciplinære tilgange til studiet af chimpanser kan måske tilvejebringe en ny indgangsvinkel til at studere menneskelig bevidsthed og bane vejen for en mindre antropocentrisk tilgang hertil.
Oprindeligt bragt i studenterbladet Informanten, 2018