Kursusleder for Kulturstudier

Af Sia Bergmann


Hvad er din stillingsbetegnelse?

Min stillingsbetegnelse er kursusleder for Kulturstudier AS, Oslo Metropolitan University. Jeg er kursusleder for semesteret Development Studies II, der afholdes i Cape Coast, Ghana. De studerende er hovedsagligt fra Norge, men også fra andre skandinaviske lande, samt fra Ghana. Stillingen er en projektstilling, der løber fra december 2019 til maj 2020.


Hvordan bruger du antropologi i dit daglige arbejde?

Mine primære opgaver er at koordinere kurset, undervise og vejlede i feltarbejde, og antropologien er en stor del af mit daglige arbejde. På billedet ses en gruppe af de studerende på besøg ved en høvding og hans familie. Her skal fire af de studerende bo i tre uger og lave feltarbejde med fokus på uddannelse og migration. En gang om ugen tager jeg ud på besøg og vejleder dem, og 9 andre grupper, i deres feltarbejde.

I 2016 var jeg selv studerende på Development Studies II (i Nicaragua) som en del af min bachelorgrad i antropologi. Det var herigennem at jeg fik jobbet. Jeg blev kontaktet af min tidligere underviser, som opfordrede mig til at søge stillingen.


Hvordan var din rejse fra universitetet til arbejdslivet?

Jeg blev færdiguddannet som antropolog i december 2018, og jeg har siden da haft en del praktikker og kortvarige stillinger. Jeg har blandt andet arbejdet ved Verdens Skove, som jeg fik gennem mit frivillige arbejde der. Jeg tog en praktikplads ved dokumentarfilmselskabet Final Cut for Real, hvilket også gav mig lidt betalt arbejde efterfølgende. Desuden har jeg taget et semester på Kalø Økologiske Landbrugsskole, da jeg ønsker at dreje min profil i en mere grøn retning. Min projektstilling hos Kulturstudier er netop færdig, og jeg er nu startet på et online kursus i ”Green Growth, Climate Change and Environmental Sustainability”, igen med det ønske om at gøre min profil mere grøn.


Har du et råd til antropologistuderende, som søger arbejde?

Mit råd til andre nyuddannede antropologer er derfor, at du skal bruge dit netværk! Og skab et større netværk gennem frivilligt arbejde og praktikker. Jeg har haft en del kortvarige projektstillinger igennem det sidste halvandet år, og alle har jeg fået igennem mit netværk. Mange bække små giver dig den erhvervserfaring som mange opslåede fuldtidsstillinger kræver.

Leave a Reply