Af Helene Nordfeld Jespersen, Sara Frambøl, og Vibe Raaby Laursen, Antropologi BA, 3. semester, Aarhus Universitet.
17/10/2021
I The Political Lives of Dead Bodies: Reburial and Postsocialist Change rejser Katherine Verdery “a parade of corpses from Eastern Europe and the former Soviet Union” (3). Gennem den døde krop og statuen, som bliver et symbol på den døde krop, skriver Verdery sig ind i en samtale om, hvad politik også er: En kamp om at få lov til at bestemme det nationale narrativ, særligt i perioder præget af strukturel forandring. På forholdsvist få sider kommer hun omkring flere store antropologiske tematikker som slægtskab, symbolik og samfundsstrukturer. Verderys felt omfatter det postsocialistiske Østeuropa og den tidligere Sovjetunion, og hendes bog er et forsøg på at “animere” postsocialistisk politik og forandring (51). Hendes ærinde er dermed også at skrive sig op imod den type politisk analyse, hun kalder for “tør” og “rationalistisk” (126).
Verderys sprog er domineret af metaforer og har et humoristisk anstrøg, som når hun beskriver, hvorledes Stalin “is […] pondering another move” (19). Effekten af dette sprog er en balancering. Verdery, om ikke tilslutter sig, så respekterer, verdensbilledet hos aktører, der ivrigt flytter rundt på døde kroppe og halshugger statuer. Samtidigt fremhæves handlingernes absurditet, og dermed skabes en vis distance til felten.
Et af Verderys fokuspunkter er, hvordan multivokale kroppe fungerer som “points at which processes of global scope intersect with lower-level ones […] macro and micro exist not as separate instances but in their encounter in the events that give dead bodies political life” (93). The Political Lives of Dead Bodies er inddelt i en introduktion og tre kapitler med hvert sit fokus.
Verdery lægger ud med en introduktion, hvor hun sætter scenen for de forskellige kapitlers temaer. Her starter hun med at trække tråde mellem symbolikken i statuer, som værende en metafor for personer, de ligner, og hvordan de kan relateres til måden, hvorpå døde kroppe bliver benyttet på lignende vis i de postsocialistiske lande.
I første kapitel starter Verdery diskussionen om, hvorfor døde kroppe er særligt gode som symboler på politiske strømninger. Hun fremlægger et ønske om at anvende de døde kroppe til at vise, hvordan politik ikke blot er noget, som udføres af politiske ledere. Politik kan både forstås som strategier og samtidig som aktiviteter, som udspiller sig inden for kulturelle systemer (25). Verdery argumenterer for, at de døde kroppe både eksisterer på et kosmisk og et konkret plan, og at det derfor er muligt for alle at tillægge dem værdi og narrativer. På den måde befinder de døde kroppe sig i en gråzone mellem at være objekt og subjekt; de har engang været individer, men fremtræder nu snarere som objekter, som alle kan lægge ord i munden på. Dermed kan narrativet ændres og tilpasses forskellige kulturelle verdensbilleder. På den måde bliver kroppen politisk.
I andet kapitel fokuserer Verdery på et bestemt empirisk eksempel. Hun fortæller, lineært, en historie om en af de mest revolutionerende personer inden for Rumæniens historie: Biskop Inochentie Micu. Kapitlet viser, hvordan en enkelt persons krop kan have forskellige narrativer og betydninger for forskellige religiøse grupper. Micu har ifølge Verdery “placemaking qualities” (90), da hans genbegravelse bliver definerende for det nationale narrativ om Rumænien som religiøst land efter Sovjetunionens kollaps. Ved at tage et skridt tilbage og sætte tempoet ned, har Verdery mulighed for at dykke helt ned i detaljerne.
I tredje kapitel går Verdery mere sporadisk til værks. Hun beskæftiger sig her med genbegravelser af anonyme kroppe. Hun argumenterer for, at postsocialistiske genbegravelser er en måde, at genskabe menneskelige fællesskaber i forhold til, hvem man inkluderer og ekskluderer (109). Verdery benytter et begrebssæt fra slægtskab til at male et billede af, hvordan man selv er med til at danne sin egen fortid og vælge hvilke personer, der skal være i centrum for fortællingen om sit land og forfædre. Dette understreger hendes pointe om, at døde kroppe er et godt middel for symbolik, da de både eksisterer på det kosmiske og konkrete plan (113).
I Political Lives of Dead Bodies er teorien i fokus, mens Katherine Verdery smider om sig med detaljeorienterede empiriske eksempler, som hun tager fra forskelligt historisk situerede øjeblikke. Hun skriver sig op imod en mere fastlåst diskurs om politisk forandring, og derfor adresserer hun på forhånd, hvordan bogen kan kritiseres for at være fortolkende og følelsesbetonet.
Katherine Verderys bog er generelt en tankevækkende bog, som er relevant i dag bl.a. i et postkolonialistisk perspektiv i debatten om nedrivning og flytning af statuer, som forestiller og dermed repræsenterer en kolonial glorificering af datidens magthavere. Bogen er relevant for både erfarne og kommende antropologer. Samtidig er bogen skrevet i et tilgængeligt sprog, er den god til at sætte spørgsmålstegn ved, hvordan verden genfortolkes i perioder med strukturel forandring.