Louise Hollerup, Master’s thesis, Visual anthropology, Aarhus University, 2018.
Se 2 ud af 3 film på dette link (Watch 2 out of 3 films here): www.hairy-stories.com
Dansk Resumé
Nærværende tekst tager sit udgangspunkt i tre kamerabaserede undersøgelser af kropshår, som er specialets produkt. Jeg kalder samlingen for Hairy Stories-trilogien, og den består af filmene True Body (5:14 min., 2016), Body Hair (15:51 min., 2017) og Salon (6 min., 2017). Teksten her præsenterer relevante teoretiske og metodiske problemstillinger når det kommer til intimitet i filmskabelse og kropshår. Jeg reflekterer over disse emner gennem empiriske eksempler; en empiri som kommer fra hele filmskabelsesprocessen: Fra planlægning over produktion til visning. Min problemformulering baserer sig på udarbejdelsen af de tre film om kropshår og ender ud i en teoretisk diskussion af afstand i forhold til repræsentationspraksis. Den lyder:
Hvor kan intimitet være tilstede i antropologisk filmskabelse, og hvordan kan en kameradreven undersøgelse af kropshår bidrage til vores forståelse af hvad det intimite er?
Jeg konkluderer at vi kan se intimitet i filmskabelse mellem filmskaber og det filmede og/eller mellem filmen og dens beskuere. Kropshårsfilmene viser os at grænsen til intimitet er kulturelt og situationelt konstitueret. Man kan ikke tilgå en præ-filmisk urørt virkelighed med et kamera, fordi en virkelighed med et kamera er anderledes end en uden. Derfor vil en kamerabaseret undersøgelse nødvendigvis påvirke den præ-filmiske intime kvalitet, som man forventede at finde, og hvis der ender med at være en intimitet til stede i materialet, må kameraet have været med til at katalysere den.
Specialet er struktureret gennem tre kapitler. I første kapitel etablerer jeg en teoretisk kontekst omkring intimitet. Jeg skriver mig op imod en positivistisk forståelse af det intime som en på forhånd defineret afstand (Hall 1966). I stedet siger jeg at intimitet er kontekstuelt: Intimitet er en oplevelse af nærhed, men hvornår noget er nært og om det nære er behageligt eller urovækkende, er kulturelt og situationelt defineret. Derfra taler jeg om intimitet i filmskabelse. Først, ud fra en diskussion af afstand i visuel antropologi, som en nærhed i relationen mellem filmskaberen og det filmede (Mead & Bateson 1977, Henley 2004, Grimshaw & Ravetz 2009, Hastrup 1992, Morin 1988). Jeg placerer mit eget kameraarbejde hos Edgar Morin, som ser kameraet som katalyserende for sandhed. Dernæst siger jeg at intimitet også kan finde sted mellem film og beskuer, hvis man ser seeren som medskaber af det filmiske rum (Arntsen & Holtedahl 2005, Sobchack 1992). I den sammenhæng kan en nær æstetik involvere seeren kropsligt (Marks 2002, Paldam 2016). I tekstens andet kapitel bringer jeg teori om kropshår på banen. Dels ser jeg på kropshårsbetydninger som udtryk for noget metaforisk; noget mere end håret i sig: Diskurs (Bartky 1997, Foucault 1991, 2009), samfundsskabende kategorisering (Douglas 1966) og historiske politiske strømninger (Herzig 2015) og dels tager jeg et mere oplevelsesorienteret perspektiv (Davies 2004). Jeg gennemgår mine tre film og forklarer hvordan deres udtryk har udviklet sig i samspil med de teoretiske perspektiver. I det afsluttende, tredje kapitel forholder jeg mig undersøgende til hvad sådan et nærbillede af kropshår kan fortælle os om det intime. Argumentet er empiribaseret og går på at kameraet bryder med usynligheden omkring kropshår ved selve filmehandlingen og ved at fremkalde synlige reaktioner hos publikum. Når vi kan se at grænserne for det intime sættes i spil hos publikum, ser vi at grænserne er kulturelt definerede. Derudover åbner kameraet op for et andet perceptuelt perspektiv gennem en makrolinse, der hjælper os med at udvide vores forståelse af kropshår ved at overøse os med materialitet (Vertov 1984 [1923], Elsaesser & Hagener 2010, Marks 2002). Jeg ender med at perspektivere til en diskussion omkring repræsentationspraksis (Haraway 1988, Nichols 1994). Projektet tilskriver sig en feministisk, situeret objektivitet gennem at være fortaler for filmskaberens kropslige involvering i filmen, gennem præference for en haptisk æstetik og gennem emnet, kropshår, som er privat oplevet og samtidig udtryk for politiske strukturer.
Formålet med produktspecialet var i første omgang at skabe et kreativt og akademisk funderet arbejdsrum, hvor jeg som visuel antropolog kunne udvikle en metodisk tilgang til kropshår; et emne omgærdet af usynlighed. Jeg har undervejs skabt kontakt til eksterne parter, og er lejlighedsvis lykkes med at få filmene vist og diskuteret eksternt (se bilag 1). Det har været en gave at få lov til at producere film, som nu kan fortsætte deres liv i verden. Og det har været en givende vej, hvor jeg udover den akademiske og tekniske læring har fået et indblik i dokumentarfilmsbranchen gennem de eksterne samarbejder.