Af Amanda Stensgaard og Naja Hybschmann
Fællesskabet som menneskeligt grundvilkår
At mennesket opsøger fællesskaber er der intet nyt i. Fællesskabets udformninger er ganske vist ændret radikalt med tiden, men at mennesket helt grundlæggende er et flokdyr med behov for socialt samvær og andre at spejle sig i er alment godtaget. Desuden rangerer fællesskab på midten af Maslows behovspyramide.
I Danmark skete der efter den industrielle revolution et skred i måden, hvorpå vi arbejder. Faste arbejdstider blev kutyme, og arbejde om søndagen blev bandlyst. Den øgede fritid gav anledning til, at man kunne engagere sig i tiltag drevet på baggrund af interesse, og som følge heraf opstod en række mindre fællesskaber med passion som drivkraft. Et sådan fællesskab er, ifølge folkene bag bryghuset i Hvide Sande, netop, hvad der karakteriserer bryghuset.
Den kollektive ånd omkring bryghuset
Oprindeligt skød mikrobryggeriet Mylius-Erichsen op i Ringkøbing i 2007. Ludvig Mylius-Erichsen var en dansk polarforsker, som i 1900-tallets første år var med til at kortlægge Nordøstgrønland, og så voksede han op i Ringkøbing. Christian Estrup, som er indehaver af Kabelbanen i Hvide Sande samt bestyrelsesmedlem i Bryghuset fortæller, at historien om Mylius-Erichsen var det tætteste, man kunne komme på en berømthed i Ringkøbing, og hans strabadserende bedrifter har derfor fungeret som inspirationskilde for bryggeriet.
Historien om den hårdføre polarforsker kan desuden anskues som en ode til det vestjyske folk, hvis mentalitet siges at være særligt robust grundet den kraftfulde natur, som man finder langs vestkysten. Naturen, som med sine enorme kræfter har opflasket beboerne med en tilgang, som siger, at intet kommer let til nogen, og at man står stærkest sammen. Christian Estrup giver udtryk for, at det i Vestjylland er en uskreven regel, at man hjælper hinanden, hvor man kan, ”Vi ved, at hvis ikke de andre trives, så ender vi også selv med at gå på røven. Fordi det er et kollektiv,” forklarer han.
Den kollektive ånd, som Christian Estrup snakker om, kan spores tilbage til dengang, Hvide Sande havde fiskeri som primær erhverv. De enorme naturkræfter gjorde, at man var nødsaget til at leve efter devisen om, at havet tager, og havet giver. Denne dynamiske tilgang til fiskeri gjaldt dog ikke kun spørgsmålet om liv eller død, men var også at spore i måden, hvorpå fiskerne delte information med hinanden. Noget information blev delt, andet fortiet, men alt sammen grundigt overvejet og med ønsket om at fange flest fisk og opnå størst mulig succes. Det kan siges ganske enkelt: En fiskers fisk er hans egne, og en fiskers penge er hans egne. Anskuer man fiskeriet på denne måde, kan man altså både tale om tilnærmelse og distance fiskerne indbyrdes. Det kan dermed tyde på, at der har hersket en kultur blandt disse, som på overfladen synes ualmindeligt kollektivistisk, men som har gemt på lige så mange konkurrenceelementer og spidse albuer samt helt klare linjer for, hvad og hvor meget, der blev delt. Det interessante spørgsmålet bliver så, om dette paradoks er enestående for fiskeriet, eller om mentaliteten er mere generel på vestjyske breddegrader og dermed også kan spores i fællesskabet omkring bryghuset?
Bryghusets baggrund
Mylius-Erichsen var ét af mange mikrobryggerier drevet af frivillige ildsjæle, som skød op i nullerne.
I 2016 gennemgik bryghuset en flytning fra den gamle købstad, Ringkøbing, hvorfor det i dag er at finde i det gamle fiskepakhus på havnen i Hvide Sande, hvor det er omringet af spirende lokalinitiativer.
Flytningen fra Ringkøbing fandt som udgangspunkt sted grundet pladsmangel i den gamle amtsstue i Nygade, men dette er ikke alene forklaringen på, hvorfor bryghuset i dag har fået ny adresse, mener en række lokale.
Skipper Hagde, som er ringkøbingenser, og som var med til at etablere bryghuset i 2007, husker tydeligt, hvordan købstaden Ringkøbing var amtsbyen, hvor de store initiativer blev sat i værk. Han fortæller, at Ringkøbing fra 1794 til 2006 var Vestjyllands knudepunkt, hvilket gjorde det til en naturlighed for indbyggerne at blive hørt, fordi de var, hvor beslutningerne blev truffet.
Erhvervsmanden Jens Bøndergaard, som er aktionær i bryghuset, bakker Skipper op i hans betragtninger omkring livet i Ringkøbing. ”Ringkøbing har været den store by, hvor tingene er kommet mere naturligt,” fastslår han, hvortil han tilføjer, at man i Hvide Sande ”har været vant til, at man faktisk skulle stå sammen og kæmpe for tingene. Og når der kom noget godt, så skulle man nyde det.”Skipper Hagde og Jens Bøndergaard bekræfter således hinanden i, at man som resultat af barske naturforhold med tiden har fået formet et unikt fællesskab i Hvide Sande, hvis motto er blevet, at man må stå tæt sammen, hvis man vil opnå noget.
Ifølge Skipper Hagde opstod der desuden i årene mellem 1968 og 1972 et markant ryk i Hvide Sandes økonomi. Der kom gang i torskefiskeriet, og som resultat af den ekstra indtjening, det gav, fik man erhvervet sig større kuttere, som i sidste ende fik hele økonomien til at tippe rundt. Det gav indbyggerne mulighed for at profilere sig og drive forretninger på en helt ny måde. Man forstod at sejle videre på den bølge, man oplevede, og denne medvind kan stadig den dag i dag spores i Hvide Sandes spontane og mere vovede tilgang til fremdrift og udvikling af byen, forklarer han.
Jacob Loft, som er bestyrelsesmedlem og frivillig i bryghuset, bor selv i Ringkøbing og har med tiden erfaret, at den omskiftelige natur i Hvide Sande har forårsaget, at det altid har handlet om at hjælpe hinanden. Det at være fisker var særligt risikabelt, og det fordrede, at man stod sammen for at kunne stå imod den store fare, som erhvervet medførte. At det har været en nødvendighed for beboerne i Hvide Sande at holde sammen, kan således tænkes at have haft betydning for den fællesskabsfølelse, som falder indbyggerne naturlig, og som samtidig fordrer, at man tager nogle chancer, hvis man vil lykkes med at drive succesfulde forretninger.
En urokkelig vestjysk mentalitet
Ifølge beboerne i Hvide Sande hersker der altså en stålstærk kollektivistisk tilgang til tingene, hvilken har medført en stime af vellykkede initiativer. Herunder flytningen af bryghuset, som tilsyneladende har resulteret i, at bryggeriet har fået sig flasket ind på havnen med succes.
Alligevel levner fortællingen om den særlige fiskermentalitet en række overvejelser, som er værd at have in mente, når man kigger på den historie, folkene bag bryghuset fortæller. Hvis vi godtager devisen om, at en fiskers fisk er hans egne, det samme med hans penge, og at han værner om sin information og kun deler de oplysninger, det i sidste ende kommer ham selv til gode at dele, kan det da tænkes, at indbyggerne i Hvide Sande – mere eller mindre ubevidst – endnu er underlagt denne mentalitet, og at man dermed finder større konkurrenceelementer på de vestjyske kanter end som så?
Kan det tænkes, at bryghusfolket i et forsøg på at profilere sig selv bedst muligt undlader de mindre flatterende detaljer om den føromtalte flytteproces? Som udefrakommende kan man blot gisne om dette, men man fristes til at spørge, om det mon er en indgroet taktik i den vestjyske mentalitet at holde visse ting for sig selv, samtidig med at man slår et slag for fællesskabet?
For at være en del af noget større er et basalt behov, men når man er opflasket på en ”survival of the fittest-tilgang” til tingene, må man også vide et og andet om overlevelse.
Oprindeligt bragt i Opdatering, Årbog for Vardemuseerne & Ringkøbing-Skjern Museum 2017 samt studenterbladet Informanten, 2018