2 Anmeldelser; “Soul Hunters: Hunting, Animism, and Personhood among the Siberian Yukaghirs”, Rane Willerslev 2007

Første anmeldelse 01/12/2020

Signe Rafael & Simon Sønderbo Nielsen, Antropologi BA, 3. Semester, Aarhus Universitet.

Sibirien er ofte karakteriseret ved sit barske klima med ekstreme temperaturer. Under disse forudsætninger, omkring Nelemnoye, Sakha, lever det animistiske jægerfolk Yukaghir. Den danske antropolog Rane Willerslev, præsenterer, med sin monografi Soul Hunters: Hunting, Animism, and Personhood among the Siberian Yukaghirs, et etnografisk studie af Yukaghir-folket, udført i et felt, der trods store forandringer, ikke har været undersøgt de seneste 80 år. Gennem rig empiri fra sin tid blandt Yukaghir, retter Willerslevs værk en kritik mod den kartesianske og heideggerianske tilgang som, han mener, har farvet kulturrelativismen. Det har forårsaget, at antropologien som fagtradition har underkendt animismen, troen på sjæl i ikke-menneskelige eksistenser (s. 2), og dømt det animistiske verdenssyn som værende falsk eller overnaturligt (s. 184). I stedet mener Willerslev, at vi skal gentænke den antropologiske tilgang, idet han påstår, at ånder, som dyrkes blandt Yukaghir, eksisterer og skabes i personers aktive involvering med dem (s. 185). Kun ved at undersøge den “mode of being”, der på en gang sætter os i kontakt med verden ved enshed, og samtidig separerer os fra den ved forskellighed – som det ses i Yukaghirs brug af efterligning [‘mimesis’] (s. 190) – er det muligt at anerkende animisme.

Willerslev tager udgangspunkt i sit 18 måneders lange feltarbejde blandt Yukaghir-jægere og interesserer sig særligt for deres jagtteknikker. Han inddrager, gennem hele værket, eksisterende viden fra blandt andre Tim Ingold og Vladimir Jochelsons, og viser på den måde en bred kundskab i forståelser om blandt andet shamanisme og sjælen, som har rod i vestlig kartesiansk filosofi. Dette stiller han op imod sin egen erfaring med Yukaghir-folket. Han viser, hvordan kartesianske antagelser ikke kan bruges om Yukaghir-folket, eller snarere hvordan de underkender Yukaghir-folkets kultur i forsøg på at beskrive det. Kort sagt er Willerslevs opgave og agenda gennem værket at forstå Yukaghir-folket på deres eget unikke præmis og ikke på et vestligt præmis.

I kapitel 1 analyserer Willerslev, hvordan væren-i-verden blandt Yukaghir på en gang eksisterer i en selv-involverethed og en verden-involverethed, der sammen udgør den menneskelige erfaring (s. 26). Derefter redegør Willerslev, i kapitel 2, for et slægtskabsforhold baseret på konstant delen af ressourcer, og undersøger, hvordan Yukaghir-folkets jagt må balancere mellem jagtheld, tildelt af ånderne, men samtidig undgå udnyttelse af heldet, så de ender i en uligevægtigt reciprocitet til ånderne. Willerslev tydeliggør i kapitel 3, hvordan Yukaghirs ayibii (‘skygge’) har egen agens, der bliver materiel gennem handlinger, så subjektet må opleve en selv-objektificering for at opnå en følelse af sig selv som et selv (s. 67).  Kapitel 4 er en diskussion om jagten på andre eksistenser, som bliver en proces af efterligning, der bygger på en ikke ikke-jeg transformation, hvor jægerne forfører byttet (s. 96). Derefter følger kapitel 5 med en uddybning af Yukaghirs animistiske tro bestående af en hierarkisk jæger-bytte kosmologi, som forklarer hvordan transformationen ved efterligning er med til at nedbryde grænsedragningen, i et forsøg på at forføre byttet (s. 87). Ved først at diskutere shamanisme blandt Yukaghir i kapitel 6 og argumentere for, at det nærmere end en religion, er en performativ teknik, bevæger Willerslev sig i kapitel 7 over i en udledning, der peger på, at jægernes spirituelle viden netop udspringer fra denne levede erfaring med ånder (s. 156). Drømme er sådanne hverdagssituationer, hvor dette møde sker, og i kapitel 8 forholder Willerslev sig til, hvordan drømme på lige fod med sproget udgør en del af virkeligheden, og at vi derfor må regne drømme som ligevægtige repræsentationer til den vågne verden (s. 176). Afslutningsvis benytter Willerslev kapitel 9 til, på baggrund af de foregående kapitlers påstande, at konkludere, at antropologien skal revurdere den videnskabelige tilgang til animisme, for at animisme kan forstås i respekt til Yukaghir-folket.

Til trods for Willerslevs kompetente og på mange måder alsidige transparens i vekslen mellem teori og egen empirisk erfaring blandt Yukaghir, er der dog en ting der skal nævnes. Willerslev mener, at ethvert forsøg på at finde lighedstræk mellem vestlig, kartesiansk filosofi og Yukaghir-folket underkender sidstnævntes egen kultur. Til trods for dette sidestiller han netop Yukaghir-folket og kartesianske antagelser, når han gennem værket bliver ved med at referere til, hvordan Yukaghir-folket ikke er. I forsøg på at udskrive sig af denne tradition er han paradoksalt nok selv med til at reproducere og bekræfte den, ved at sammenligne, hvad han ikke mener kan sammenlignes. Det betyder, at der ifølge Willerslevs egen argument ikke er der tale om, hvem Yukaghir er, men hvem Yukaghir ikke ikke er.

Soul Hunters: Hunting, Animism, and Personhood among the Siberian Yukaghirs er en dybdegående, reflekteret og personlig fortælling om et animistisk jægerfolk, Yukaghir, der gennem en revurdering af den vestlige filosofi beretter, både hvem Yukaghir ikke er, men samtidig også hvem Yukaghir ikke ikke er.

Leave a Reply