Sarah Gjerding, Master thesis, Anthropology, Aarhus University, 2008
Dansk Resumé
Hvert år bliver mellem 75 og 150 Palæstinensiske huse i Østjerusalem revet ned af de Israelske myndigheder som resultatet af en politik, der har fundet sted siden Israel besatte Østjerusalem under 6-dages krigen i 1967. Disse husødelæggelser er det empiriske omdrejningspunkt for dette speciale, som bygger på mit feltarbejde blandt Palæstinensiske kvinder hvis huse er blevet ødelagt. Ved at kombinere ideer om rum og identitet undersøger jeg, hvordan forskellige former for magt, som blandt andet kommer til udtryk i husødelæggelser, har til formål at skabe et bestemt byrum i Jerusalem, samt hvilke konsekvenser disse husødelæggelser får for de kvinder hvis liv de rammer.
Som udgangspunkt placerer jeg husødelæggelser i en større geopolitisk kontekst, nemlig i relation til den form for byplanlægning som foregår i Jerusalem ud fra statens nationale mål om at gøre Jerusalem til den evige og udelelige hovedstad for den jødiske stat; en planlægning som har bevarelsen af et jødisk demografisk flertal som et af sine vigtigste mål. For bedre at forstå konsekvenserne af husødelæggelserne for de Palæstinensiske kvinder, analyserer jeg dernæst husets betydning for disse kvinders liv i dagens Jerusalem.
Som følge af den generelle samfundsudvikling i det Palæstinensiske samfund, foregår kvinders liv i høj grad i og omkring huset, hvorfor de også primært identificerer sig som husmødre og mødre. Samtidig knytter deres sociale liv og identitet sig også til en række vigtige værdier, som forbindes med og udspiller sig indenfor hjemmets fire vægge, nemlig autonomi, gæstfrihed, gavmildhed og reciprocitet, samt den ære der er forbundet med at leve op til disse værdier. Derfor er huset både omdrejningspunktet for kvindernes personlige og sociale identitet. Samtidig har huset også en stærk national betydning for kvinderne, idet det repræsenterer deres tilknytning til landet Palæstina; en tilknytning som er en vigtig komponent i det Palæstinensiske nationale narrativ.
Set i lyset af kvindernes personlige, sociale og nationale tilknytning til huset, skal en husødelæggelse derfor ikke kun betragtes som nedrivningen af en bolig, der efterlader kvinderne og deres familier uden tag over hovedet. Den skal også forstås som et brud på den sociale orden, der efterfølgende får stor betydning for kvindernes identitetsdannelse. Husødelæggelsen placerer kvinden i en liminal position i forhold til den sociale orden, hvor kvinder hører til i huset. Selvom bruddet ofte får kvinderne til at gøre op med deres identitet som husmødre, får de kun sjældent mulighed for at skabe sig en ny identitet. Det skyldes at deres mænd ofte reagerer på det tab af kontrol de oplever ved husødelæggelsen, ved at øge kontrollen over deres koner i et forsøg på at bevare den sociale orden.
Udover kvindernes opgør med deres identitet som husmødre, fører husødelæggelsen også til betydelige forandringer i deres sociale status. De økonomiske vanskeligheder, som tabet af huset medfører, gør det sværere for kvinderne at leve op til de kulturelle værdier om gæstfrihed, gavmildhed og reciprocitet, som er en vigtig del af deres sociale identitet, fordi de associeres med dét at være et godt menneske i det Palæstinensiske samfund.
Husødelæggelsen har dog ikke kun personlige og sociale konsekvenser for kvinderne. Ved nedrivningen sprænges nemlig grænsen mellem det private og det offentlige rum, hvorved huset bliver ”integreret” i den Israelsk-palæstinensiske konflikt, som en brik i det politiske spil om rum. Denne politisering af huset er med til at styrke kvindernes nationale identifikation, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, at de kobler deres historier om husødelæggelsen og deres minder om det ødelagte hus til det Palæstinensiske nationale narrativ. Kvindernes historier afspejler dog ikke blot direkte det officielle narrativ, men bliver fortalt fra deres underordnede perspektiv, som kvinder i et mandsdomineret samfund. Dermed afspejler historierne en anderledes national bevidsthed, som gør det muligt for kvinderne at blive ved med at leve op til det Palæstinensiske samfunds normer om hvad det vil sige at være en god kvinde.
Igennem min undersøgelse sandsynliggøres det, at husødelæggelser nedbryder kvinders personlige og sociale liv og stiller dem overfor nogle svære valg i forhold til at tilpasse sig deres nye situation, samtidig med at de styrker kvinders nationale identitet og derfor deres beslutning om at blive i Jerusalem. Dermed indskriver specialet sig i en række større antropologiske debatter om kvinders liv i konflikt, om skabelsen af rum i konflikt og derfor mere generelt om de samfundsforandringer som skabes af krig og konflikt.