Forfatter og rejseguide: Hanne Viemose

Af Hanne Højgaard Viemose


Hvad er din stillingsbetegnelse?

Forfatter og rejseguide.


Hvordan bruger du antropologi i dit daglige arbejde?

Jeg tænker, jeg har et ret antropologisk blik med mig i mine bøger, den måde at se på aparte mennesker, eller mennesker der på forskellig opfører sig umiddelbart virkelig underligt. Jeg forsøger at forstå mine karakterer og deres handlinger indefra, ikke bare udfra en psykologi men ligeså meget udfra økonomiske og socio-kulturelle omstændigheder, og så bruger jeg jo af mine egne erfaringer som ung antropologistuderende og i det hele taget som et forvirret, rastløst og omflakkende menneske i verden, som jeg har været store dele af mit ungdoms- og voksenliv.

Når jeg har folk med på rejser, i Island hvor jeg bor, er de naturlige rejsemål nogle af de spektakulære landskaber, som jo er landets særkende: Vulkankratere, gejsere, boblende svovlkilder, varme kilder at bade i, vandfald, gletsjere etc. Undervejs på turene kan jeg bidrage med fortællinger om hvordan menneskets liv har udspillet sig og udspiller sig i disse omgivelser, hvordan fx overtro (det vi danskere kalder overtro) og folkefortællinger om skjulte folk og spøgelser spiller sammen med omgivelserne, hvordan de store vulkanudbrud har påvirket menneskelivet, hvad den danske kolonimagt betød for Island, og i nyere tid om hvordan forbindelsen til USA og de nordiske lande er, hvad det islandske særkende som en form for kulturel supermagt egentlig bunder i. Hvorfor er der så mange verdensberømte forfattere, musikere, filmskabere her i et land med en befolkning på størrelse med Aarhus? Hvad handler det om? 


Hvordan var din rejse fra universitetet til arbejdslivet?

Jeg søgte ind på Forfatterskolen og blev optaget, mens jeg gik på overbygningen på antropologi. Samme år som jeg dimitterede på Forfatterskolen udgav jeg min debutroman og jeg havde i øvrigt fået et barn, og fik snart et mere og blev skilt fra børnenes far, flyttede frem og tilbage mellem Island og Danmark, og mellem Aarhus og København, så på den måde blev der aldrig rigtig plads til at vende tilbage til universitetet. Det har aldrig været planen ikke at vende tilbage, men det har omvendt altid kommet i første række at skrive mine bøger og passe mine børn. Og nu er jeg så begyndt at være rejseguide oveni. 


Har du et råd til antropologistuderende, som søger arbejde? 

Det er muligvis en kliché, men ikke desto mindre: Find noget I brænder for. Find ud af hvor lokummet brænder for jer.

Leave a Reply