Min kronik i Berlingske, 29. juni, om chikane, vold og dobbeltspillet i debatten om ytringsfrihed: en sørgelig sag som har fyldt meget de sidste uger.
UDDRAG:
Hvor Sherin Khankan forsøgte at gå rettens vej mod, hvad hun opfattede som personlige injurier, reagerede en 52-årig mand for nylig imod Rasmus Paludans koranafbrændinger ved at true med en kniv. Hvad driver en mand til sådan en handling, og hvordan blev han en del af debatten om ytringsfrihed?
Jeg mødte den 52-årige mand under et forskningsprojekt, og vi har været i kontakt siden 2011. Berlingske har identificeret, at manden, her kaldet N, har adskillige psykiatriske indlæggelser bag sig. Manden er nu sigtet for drabsforsøg. Da anklagemyndigheden har krævet dobbeltlukkede døre, har offentligheden ingen mulighed for at følge med.
Dagen før grundlovsdag, torsdag morgen, 4. juni, ser jeg, at N har forsøgt at ringe til mig i løbet af natten. Jeg ringer ham op. Under vores samtale denne torsdag fortæller han mig, at han har det skidt igen, og at han ikke har kunnet sove. Han er blevet boligløs og overnatter midlertidigt hos en ven. Gennem årene har han ofte kontaktet mig, når han har det dårligt. Han fortæller, at han har forsøgt at ringe til sin sygeplejerske, og at hun vil ringe tilbage. Jeg forstår det sådan, at det er hans ønske at blive indlagt. Under samtalen er jeg glad for at høre, at han selv har kontaktet hospitalet.
Fredag eftermiddag, 5. juni, opdager jeg nyheden i medierne. Der er både billeder og videooptagelser. N står på en græsplæne omringet af betjente med en kniv og armene løftet. Paludan er blevet kørt væk. En betjent råber, at N skal smide kniven. »Han er syg, han gør ikke noget«, råber en mand udenfor billedet. Der affyres et varselsskud. Andet skud høres. N falder sammen, afvæbnes og anholdes.
…
På den ene side bruger Paludan og flere politikere knivtruslen på grundlovsdag til at markere, hvor vigtigt det er, at vi beskytter ytringsfriheden, og for dem illustrerer episoden med al ønskelig tydelighed problemerne med parallelsamfund og islamisme. På den anden side anser mange af Gellerups beboere Paludans koranafbrændinger som chikane og som en forstyrrelse af den offentlige fred.
Men det er ikke mere end et par år siden, at fronterne stod omvendt. Støjberg, Khader og Thulesen Dahl var blandt andet med til at kriminalisere bestemte religiøse ytringer med forkynderloven (også kaldet imamloven), der blev vedtaget i 2016 på baggrund af TV2s dokumentarserie »Moskeerne bag sløret«. I denne sag argumenterede en lang række jurister, mediefolk, præster og fagfolk – inklusiv mig selv – imod politikernes indskrænkelse af ytringsfriheden.
De politikere og debattører, der talte for imamloven, vil hævde, at imamer – i modsætning til Paludan – holder beboerne i ghettoer såsom Gellerup fast i et jerngreb. Omvendt vil andre debattører og de fleste fagfolk påpege, at de kvinder og mænd, som kommer i moskeerne i reglen gør det af egen fri vilje, og at de i øvrigt ikke udgør andet end et mindretal af den muslimske befolkning i Danmark.
Der er med andre ord et dobbeltspil og et hykleri i forhold til argumenterne for og imod bestemte anvendelser af ytringsfriheden. Argumenterne har ikke meget at gøre med ytringsfriheden i sig selv, men om hvilke holdninger debattører og politikere har til, hvorvidt muslimer og islam er en trussel mod det danske samfund.
…
N ønskede at komme på hospitalet. Nu står han med stor sandsynlighed til en behandlingsdom. Kort efter episoden fortsatte Paludan koranafbrændingerne ved Gellerup.
Knivtrusler eller vold kan på ingen måde tolereres eller retfærdiggøres, hverken mod Paludan eller nogen andre, heller ikke når vold eller trusler udføres af psykisk sårbare personer. Selvom jeg helst vil være fri for, at politikere afbrænder Koranen, Biblen eller andre bøger i mit nabolag, er det vigtigt, at religiøse tekster og dogmer kan diskuteres kritisk, åbent og frit. Men jeg ærgrer mig over, at disse diskussioner skal tages på denne måde med børn, unge og psykisk sårbare mennesker.