Af Ida Simone Eskildsen og Louise Kümpel
”Vil I med ud at sejle?” siger en stemme i telefonen. Alarmen er gået hos kystredningstjenesten i Hvide Sande, og vi er to antropologistuderende, som har fået lov til at komme med på aktion. Vi løber spændte over på stationen og trækker fumlende i vores lånte sikkerhedsdragter. Imens kommer flere frivillige og fastansatte til og inden, der er gået et kvarter, er vi på vej ud af Hvide Sande havn i redningsbåden Emile Robin. Opgaven forudsætter, at redningsmændene kan sætte hverdagen abrupt på pause, når en aktion er nødvendig. Her havde en frivillig lige fået fyraften fra sit arbejde, mens en anden måtte gå fra sin datters fødselsdag. Vi sejler ud på havet til en fiskekutter, der skal slæbes tilbage til havnen. Mandskabet indtager helt naturligt deres arbejdsroller, og vi er hurtigt på vej tilbage med en fiskekutter på slæb.
Solen står højt, og bølgerne er små. I dag er det dejligt at være redningsmand. Samtidig ulmer en mere alvorlig side af arbejdet, hvor redningsmændene må sætte deres eget liv på spil for at redde andre i farlige situationer. Vi nærmer os Hvide Sande havn og passerer mennesker på molen, som stopper op i takt med, at båden glider forbi. Nogle nikker, imens andre vinker. Aktionen er vellykket, og redningsmændene vender tilbage til dagligdagen og uvisheden om næste aktion. Vi har netop oplevet et eksempel på hverdagen for redningsmændene fra kystredningstjenesten i Hvide Sande.
En følelse af ro og rutine
Inde bag de grønne porte på havnen i Hvide Sande ligger kystredningsstationen, som huser værksted, garage og kontor. Garagen er udstyret med to både og en bil, der altid står klar til at rykke ud, hvis nogen skulle få brug for assistance. Derudover har stationen et større skib på havsiden af slusen. På vejen op til kontoret kan man sende en tanke til gud, dronning og fædreland, mens man passerer portrætter af regentparret. Der kommer en skrattende lyd fra radioen, hvor fremmede stemmer kommunikerer med hinanden over linjerne. På en af de mange skærme er der kort over havne- og kystområdet, der sladrer om bådenes færden, mens de ansatte sidder og pusler med hver sit på de andre skærme. Stemningen på stationen og havnen er præget af menneskelige aktiviteter og lyde men indgyder samtidig en ro, der bygger på en følelse af rutine og kontinuitet.
Tjenesten skaber forbindelser
Kystredningstjenesten er afhængig af samarbejdet mellem fastansatte og frivillige redningsmænd. Arbejdets præmisser og opgaver gør, at redningsmændene får et særligt forhold til hinanden: ”Man står stærkere, og man kender hinanden bedre. Det styrker forholdet, at man går igennem det her” fortæller Søren Larsen, der er frivillig i tjenesten. Når kollegaerne italesættes, er det med stor respekt, og nogle aktioners pressede situationer forudsætter, at der er en gensidig tillid. Det er en anderledes verden på vandet, og derfor må mændene samarbejde under aktionerne og improvisere i tilfælde af problemer. En redningsmand bruger talemåden: ”Dygtig nok til at blive sømand, tosset nok til at elske det” og fortæller, hvordan havet både indgyder respekt men på samme tid virker tiltrækkende. Redningsstationen fungerer som et samlingspunkt, hvor både nuværende og gamle redningsmænd mødes. Hver morgen kommer de fastansatte til kaffe og et rundstykke, mens der hver fredag er åbent for alle med tilknytning til stedet. Hverdagen og det særlige fællesskab er domineret af humor, men så snart alarmen går, viser redningsmændene en mere fokuseret side: ”Vi ved, hvad hinanden står for. Vi laver meget fis med hinanden og er useriøse og ironiske i det, vi siger. Men ikke i sådan en situation, så ved vi godt, at vi kan stole på hinanden” fortæller en redningsmand.
Arbejdet skaber ikke kun sammenhold mellem redderne, men også forbindelser til lokalsamfundet. Byens størrelse gør, at redningsmændene ofte møder folk, de har reddet, eller pårørende: ”Det hænder jo også, at der er lokale, der ikke kommer med hjem. Der er det utrolig vigtigt, at eksempelvis familien tager godt imod os, for vi gør jo, hvad vi kan. Her har vi heldigvis kun mødt positive ting” siger Søren Larsen. Hvide Sande har altid været en fiskerby, og har stadig fiskeri som et vigtigt erhverv, selvom turisme og aktiviteter som surfing også dominerer meget. Kystredningstjenesten som sikkerhedsinstans er i høj grad medvirkende til, at disse aktiviteter kan opretholdes som en del af økonomien. Vi mærker hurtigt, at de lokale er opmærksomme på kystredningstjenestens betydning. Som en lokal kvinde udtrykte: ”Det er i allerhøjeste grad vigtigt. Alle kender jo nogen, som arbejder på havet, så det har en betydning for alle”.
Vi sejler ud når de andre sejler ind
Sådan lyder kystredningstjenestens motto. For selvom en redningsmands hverdag på stationen er præget af rutine, skal han være omstillingsparat og reagere hurtigt i tilfælde af en aktion: ”Når der er nogle lange perioder, hvor der ikke sker noget, så ”sidder vi jo bare dernede og drikker kaffe”. Modsat får vi nogle ture på 40 timer, hvor vi henter op til 15 mand,” siger en redningsmand om deres arbejde i tjenesten. Selvom mange aktioner ender godt, hænder det også, at redderne står med andres liv i hænderne. Vi hører i løbet af vores tid på stationen nogle barske historier fra redningsmændene, men de gør det klart, at de altid forsøger at gøre det bedste, de kan: ”Så skal man tænke hurtigt, man skal tage nogle beslutninger, og dem skal man leve med bagefter. Det kan ikke nytte noget, at man står og tænker: hvad gør jeg først?” udtaler Søren Larsen. Oplevelserne kan på den ene side være meget givende, men de kan også være traumatiserende, og dette lærer man som redningsmand at bearbejde. En redningsmand fortæller, at de efter en sådan hændelse er opmærksomme på de folk, der deltog, og drøfter hændelsen i fællesskab efterfølgende: ”Det er hårdt at se de pårørende, men for os drejer det sig om, at vi skal prøve at hjælpe og gøre det bedste, vi kan. Bagefter snakker vi lidt om det på stationen”.
Hverken for ros eller løn
De er alle enige om, at drivkræften i redningsarbejdet er at gøre en forskel for andre. Mange fortæller, at det ligger i baghovedet, at man kan komme i fare, når man sejler ud i dårligt vejr, men at det ikke er frygt, der må styre arbejdet: ”Jeg kan ikke forestille mig, at der bliver noget vejr, hvor vi ikke sejler ud, hvis der er nogen, der er i nød. Vi må stole på, at vores udstyr kan tåle det”, siger en redningsmand. På trods af de nogle gange hårde odds er det vigtigt for redningsmændene at understrege, at de ikke er helte, og at de udfører deres arbejde på lige fod med alle andre: ”Det er som sådan ikke så vigtigt for mig at blive rost, hvis jeg bare ved, at jeg har gjort det bedste, jeg kunne”, udtrykker en redningsmand. Søren Larsen mener dog, at man godt kan være stolt af det arbejde, kystredningstjenesten udfører: ”Jeg mener ikke, at vi skal gå rundt og prale af, hvad vi laver, men vi må godt være stolte af det”. Han fortæller, at han på den måde føler, han giver noget tilbage til samfundet.
Oprindeligt bragt i Opdatering, Årbog for Vardemuseerne & Ringkøbing-Skjern Museum 2017 samt studenterbladet Informanten, 2018.