Af Mathilde Kjær Hansen og Anne Gustenhoff
Solen skinner højt på himlen over os. Vi har fronten mod havet og bevæger os synkront i langsomme bevægelser til lyden af bølger, der knækker. En blid brise leger med vores lange hår. Vi siger ikke noget til hinanden, men koncentrerer os om at følge bestemte bevægelsesmønstre og holde balancen i sandet.
Heidi har inviteret os med på stranden i Hvide Sande for at dyrke Tai Chi i det fri. Heidi er alternativ behandler og beskæftiger sig blandt andet med healing, krystaller og laser. Desuden underviser hun i Tai Chi. Hun er efter en årrække tilbage i Ringkøbing efter at have opholdt sig forskellige steder i både ind- og udland.
Dybt vand og højt til himlen
For Heidi er den vestjyske natur særligt vild og dynamisk. Den er konfronterende, rå og blæsende. Samtidig er vandet beroligende, rensende og helende. Vesterhavet, Stadil Fjord og Ringkøbing Fjord omringer beboerne i området, der dagligt mindes om vandets på én gang både skabende og nedbrydende kraft.
Heidi tiltrækkes især af, hvad hun omtaler som et særligt energifelt i Ringkøbing. Hendes tilknytning til stedet bygger på en druidisk tro, hvor energi er forudsætning for liv.
Hun forklarer, hvordan den irske healer Bob Moore i 1970’erne kom til Ringkøbing og begyndte at undervise i spiritualitet. Han blev frontfigur for en opblomstring af et alternativt spirituelt miljø, der i dag danner et større netværk i området. I takt med bredere spirituelle strømninger i den vestlige verden, introduceredes den alternative livsform i Vestjylland.
Louise, der ligesom Heidi er opvokset i området, er også vendt tilbage til Ringkøbing for blandt andet at undervise i yoga og klangmeditation. Hun lever ikke ud fra idéen om energifelter men flyttede fra storbyen tilbage til det vestjyske for at genfinde roen i naturen: “Jeg bruger den til at komme ud og have højt til himlen, for det er der jo herude”. Lyset fra det omkringliggende vand er for hende med til at give følelsen af store vidder og en himmel, der ikke indkapsler men åbner landskabet.
Berit, der kommer fra og bor i området, fremhæver også følelsen af at stå over for havets bølgende kraft. Vi mødte hende til Louises yogaundervisning, hvor hun fortalte, at hun føler en særlig ydmyghed, når hun står over for Vesterhavet: “Man kommer til at føle sig rigtig lille. Vi behøver ikke at være så store og så almægtige. Der er faktisk nogle ting, der er større end os”.
Heidi, Louise og Berit hæfter sig alle ved dybt vand og højt til himlen. I det vestjyske mødes det flade, åbne landskab med de rå naturkræfter. Området afgrænses af vand og det minder nogle om en følelse af at være en del af noget større. Den alternative spiritualitet får måske et særligt udtryk i Vestjylland i kraft den særegne natur her.
Mennesker er edderkoppespind
Sammen med Heidi taler vi videre om ydmyghed over for tilværelsen og de kræfter, der former den. Hendes tankegang trækker tråde til en holistisk opfattelse af mennesket, hvor skellet mellem krop og sind er udvisket.
Den holistiske tankegang italesættes også af Berit, som er kraniosakralterapeut i Ringkøbing-området. Hun forestiller sig mennesker som edderkoppespind: “Når du trækker i én tråd, så trækker du i hele edderkoppespindet på et eller andet plan”. Vores fysiske skavanker kan sætte sig som mentale barrierer, og omvendt kan psykiske traumer forårsage fysisk smerte. Skellet mellem fysik og psyke udviskes.
Denne holistiske forståelse af mennesket bruger både Heidi og Berit som udgangspunkt for at behandle og hjælpe andre mennesker. Gennem alternativ spiritualitet og behandling anerkender de tanken om en sammenhæng mellem krop og sind, der er mere omfattende end i traditionel vestlig tænkning.
Det alternative udvisker også skellet mellem mennesket og naturen. Heidi italesætter dette syn ved at antyde en følelse af, at “vi alle er ét”. Hun refererer ikke kun til mennesker men indikerer, at vi også er forbundet med dyr og planter.
Heidi forklarer os, at hun for eksempel aldrig bare tager sten med hjem fra stranden, men altid “spørger om stenene gerne vil med hjem”. Hendes forståelse handler om at vise ærbødighed over for naturen, der grundlæggende opfattes som hendes lige.
Alternativ spiritualitet tilbyder en anderledes måde at tænke om verden på, en anden ontologi. Skel mellem krop og sind og mellem menneske og natur udviskes og nuanceres. Ligegyldigt hvor spiritualitet praktiseres, indebærer den en forbindelse til naturen. Men Vestjyllands rå naturkræfter og åbne landskab, omringet af vand, er måske med til at forstærke sammenhængen mellem natur og menneske for dem, der anerkender den alternative ontologi.
I mødet med spiritualitet i Ringkøbing og omegn opdagede vi, at det alternative ikke bare findes, men trives. Alle, vi snakkede med, havde en opfattelse af, at der findes et bredt netværk af personer, der på den ene eller anden måde dyrker alternativ spiritualitet i området. Det spirituelle er måske udtryk for bredere strømninger i vores verden, men finder et særegent udtryk i Vestjylland. Måske er alternativ spiritualitet med til at udfordre og udvide en mere traditionel opfattelse af den karakteristiske vestjyde.
Kriger og helbreder
For Heidi er balance endnu et afgørende element i hendes spiritualitet. Hun forstår sig selv som dualistisk billede mellem “kriger og helbreder”. Som healer mestrer hun på den ene side kamp og helbreder samtidig med kærlighed.
Det er interessant, hvordan vestkystens særlige kontrastfyldte vejr også afspejler denne balance.
Louise taler om, at man virkelig mærker “rusk og regn”, men samtidig kan opnå “ro og rytme” på Vestkysten. Vejret er som en temperamentsfuld kvinde: nogle dage vildt og utæmmeligt, andre dage blid og stilfærdig, og vandet står blikstille. Også naturen på Vestkysten og især Vesterhavet opfører sig både som kriger og helbreder.
Vi sidder med lukkede øjne, korslagte ben og håndfladerne mod den blå himmel. Efter et par timer på stranden i Hvide Sande er vi færdige med Tai Chi og skal tage afsked med stedet. Vi fornemmer begge at være omsluttet af sand, vind og vand. Det er følelsen af næsten at kunne læne sig op ad noget, der ikke er synligt til stede, men alligevel får uforklarlig form. Tempoet er sat helt ned, og kontakten med natur og egen krop forstærker en indre ro. Vi har ikke dyrket Tai Chi før. Vi har ikke nogen vestlig rationel forklaring på, hvad der sker. Vi har kun en særlig fornemmelse.
Heidi fortæller, hvordan hun altid afslutter med at takke stedet. På denne milde majdag viser vi vores afsluttende respekt for omgivelserne ved at sidde helt stille og forsøge at forstå og realisere et mere personligt, direkte og nærværende forhold til naturen. Solen nærmer sig horisonten, og bølgerne bruser uforstyrret videre, mens vi rejser os og vender tilbage til byen.
Oprindeligt bragt i Opdatering, Årbog for Vardemuseerne & Ringkøbing-Skjern Museum 2017 samt studenterbladet Informanten, 2018.