Af Pernille Bertram Larsen
Vi kører nu i en landsby, og de små og meget ramponerede huse bliver efter kort tids kørsel erstattet med bushen. Jeg er meget betaget af, at jeg sidder her i en minibus med ni andre mennesker. Til udsigten af højt, grønt græs på min venstre side og store majsplanter på min højre. Vi efterlader en rød skyg bag os, hvilken stammer fra de tørre veje og bilens hurtige fart over dem. Til lyden af Justin Bieber, der har erstattet kristne sange og med udsigt til lerhytter med stråtag og et bjerglandskab i horisonten, nærmer vi os Luckys familie, hos hvilken vi vil gøre ophold, inden vi skal indspille musikvideoen. Bilen drejer til højre, og foran os står en skare af ugandiske mennesker; børn, voksne, unge og gamle, der med store smile og høje stemmer virker spændte på mødet.
Sådan står der skrevet i mine feltnoter fra den 26.maj 2017. På dette tidspunkt befinder jeg mig i Uganda og er en del af den gruppe, der tilskrev sig muligheden for at tage kurset ’etnografisk metode’ i udlandet. Temaet håb og drømme, var vi tre studerende, der var gået sammen om at undersøge blandt ugandiske musikere, og det var egentlig derfor, at jeg befandt mig i minibussen dengang i maj.
Den oprindelige plan for den pågældende dag var, at vi skulle observere, hvordan en indspilning af en musikvideo vil forløbe. Fejlkommunikation mellem os og informanten ville dog, at vi på egen krop skulle erfare den store forskel på observation og deltagerobservation. For som vi sad i minibussen og hoppede, på grund af hullede veje og ikke glæde vel at mærke, forberedte vi os på at stå foran kameraet i stedet for bagved. På mange måder var denne misforståelse enormt grænseoverskridende, og vi spurgte da også os selv flere gange, om vi nu også skulle gå med til det. Som mine feltnoter afslører, så besluttede vi os for at gøre det, og mens jeg sidder her i mine kedelige, sorte, danske klæder, fortryder jeg ikke et sekund, at jeg brugte en dag foran kameraet i en orange, ugandisk dragt og med en rasle figurerede som det, jeg følte, var ’dagens sjove indslag’. På mange måder bekræftede denne episode bare, hvorfor jeg elsker antropologi: I studiet af ’andre’ studerer du også dig selv. Tænk, hvor privilegerede vi er, at vi som en del af vores faglighed også vinder personlig indsigt. Selvom dette selvfølgelig er en af de grænseoverskridende ting ved faget, så er det vel også noget af det, der gør det så unikt – at du kan ikke lave antropologi eller feltarbejde uden at have dig selv med.
Og det må man sige, at jeg havde, den gang i maj, hvor jeg blandt andet lærte, at orange bestemt ikke er min farve…
Oprindeligt bragt i studenterbladet Informanten, 2018