Af Michelle Cramer og Jonna Løvlund Bach
Tågen ligger tæt omkring jollen og afskærmer vores blikke fra Hvide Sande og byens sovende beboere denne tidlige morgen. Luften er frisk og ikke en vind rører på sig; perfekt fiskevejr. Det eneste vi kan se så langt øjet rækker, er fjordens blanke vand. Under overfladen befinder sig de garn, som mændene, der gæstfrit har budt os ombord i jollen, har sat dagen forinden. Motorens rytmiske lyde, akkompagneret af lejlighedsvise mågeskrig, er det eneste, der bryder stilheden, mens vi bevæger os med fast kurs mod garnene. Garnet markeres af røde flag, og da vi nærmer os, sænkes farten, indtil jollen ligger stille og motoren blot går i tomgang. Så tages der fat. Meter efter meter af garn hales gennem tromlen og befries behændigt for vægten af de mange fladfisk. Fiskernes bevægelser er erfarne, nøje afmålte og følger et mønster, der tydeligvis er indøvet gennem mange år. Der er noget nærmest meditativt over den monotone rytme, hvormed aktiviteten udføres. Da de to mænd endelig retter sig op efter, at den sidste fisk er landet i karret, og den sidste stump garn har fundet sig til rette i spanden, har solen allerede flyttet sig et betragteligt stykke på himlen. Det er tid til en fast tradition: morgenkaffe og ostemadder på fjordens stille vand, inden turen går tilbage til Tyskerhavnen med dagens fangst.
Frihedsfortællinger
Havnebilledet er i dag noget anderledes, end det har været førhen, hvor kutterne lå så tæt, at man angiveligt kunne komme fra den ene kaj til den anden blot ved at gå fra dæk til dæk. I Hvide Sandes havn ligger der noget færre, men større kuttere og duver i vandet. Dette er resultatet af forskellige forandringer, der har fundet sted over en årrække. Fiskernes fortællinger kredser om blandt andet hydraulik, GPS-systemer og kvoter. Dermed en overordnet automatisering og modernisering af erhvervet samt en højere grad af topstyring end i tiden før 1980’erne. Hvorvidt disse forandringer er positive eller negative er ikke entydigt; spørger man fiskerne selv, får man svar i et væld af nuancer. Ordet frihed går ofte i igen i samtalerne, når man skal give en karakteristik af fiskerlivet.
En frihedsfortælling fortalt af en pensioneret fisker drejer sig om den uafhængighed og enkelhed, der prægede erhvervet førhen. Livet på havet var barskt; man var afsted de fleste af årets dage og levede på kutteren uden moderne bekvemmeligheder, som de findes på kutterene i dag, eksempelvis brusebade og telefoner. Arbejdet var hårdt, særligt før hydraulikken kom til, og søvn var en mangelvare. Flere fiskere var plagede af søsyge i op til flere år, før de blev søstærke, og kaffe og smøger blev indtaget i store mængder for at holde den kørende.
Til gengæld opvejedes disse forhold af den frie og enkle tilværelse, hvor fiskerne ikke var underlagt restriktioner fra oven, som de er i dag.
En anden frihedsfortælling drejer sig om den fleksibilitet, de moderne arbejdsforhold ombord på kutterne giver fiskerne og deres familier til at indrette familielivet. Fiskerne påpeger, at deres koner har haft en stor betydning i kraft af, at de holdt sammen på hjem og børn, mens de selv var på havet. Sådan var præmisserne. I dag er der mulighed for mere tid sammen med familien, og det værdsættes af fiskerne.
Tilbage til fjorden
En del af fiskerne har gjort deres entré i erhvervsfiskeriet ved at købe anpart i en kutter. Men kendskabet til fiskeriet rækker længere tilbage, til fisketure i små joller på fjorden som børn. De fortællinger, vi er stødt på, når vi har spurgt, hvorfor de valgte lige netop fiskeriet, drejer sig mere om naturlighed eller nødvendighed end om valg. Som én af mændene udtrykte det, var naturen alt, der var at leve af og tjene penge på som ung knægt på egnen. Pengene var en motivation for de unge drenge, men det var ikke nok blot at sejle ud i en jolle; at fiske krævede praktiske færdigheder og kendskab til vind og vejr. Meget af den sociale anerkendelse, vi har overhørt mellem fiskerne, baserer sig på evnen til at filetere fisk, styre jollen sikkert eller bedømme vinden. Disse færdigheder, som bunder i et engagement i og et kendskab til naturen, betyder en evne til overlevelse og til at klare sig godt.
Atter en fortælling drejer sig om en økonomisk frihed som følge af kvoteprivatiseringen i 00’erne, der muliggjorde en helt anden form for forretningsførelse inden for fiskeriet. I samtalen med en lokal fisker, der ligesom de fleste andre fiskere startede op på egen hånd, blev vi bekendt med solsiden af den omdiskuterede privatisering. Hans fortælling drejer sig om, hvordan ophug af kuttere i tiden efter privatiseringen både frigjorde de ældre fiskere fra gæld og gav andre, inklusiv ham selv, muligheden for at forfølge højere ambitioner ved erhvervelse af flere kvoter og forretningsopbygning.
Frihedsfortællingerne er altså mangfoldige og nuancerede, men de handler alle om forandringer, teknologiske såvel som politiske, positive såvel som negative.
En del af fiskerne ynder at tage på fjorden og fiske, når de har en fridag fra havfiskeriet, og når de pensioneres, vender de ofte tilbage til at fiske på fjorden. Som én af mændene udtrykte det, er der noget fuldendt ved det: en slags afsluttet cirkel, når man vender tilbage til den fjord, hvor man som dreng fik sine første erfaringer med fiskeriet. I dag ses mange af de mænd, der som drenge sejlede rundt på fjorden i små joller sammen, stadig. Fællesskabets udgangspunkt er i naturen og fiskeriet; når de ses, er det ofte på Tyskerhavnen efter en tur på fjorden, hvor de snakker om dagens fangst og vejrforholdene.
Forandringer
Da vi vender tilbage til Tyskerhavnen med jollen fyldt af friskfangede fisk, er nogle få folk begyndt at indfinde sig på kajen. Fiskene transporteres fra jollen op ad et stejlt bånd og ind i et rødmalet skur, hvor de sorteres og lægges i plastikkasser med is. Herefter stiller den ene fisker sig ud og begynder at filetere ved et bord under halvtaget. Vi følger nøje med i hans rutinerede bevægelser, når han lægger de præcise snit i fisken, der gør det muligt at fjerne hjertet og den øvrige indmad og adskille fileten fra benene. Imens vi står der, kommer der både tyske turister og andre fiskere forbi for at se dagens fangst og få en sludder. Der udveksles kommentarer om det vindstille vejr og det saltchok, der har fået nogle af fiskene til at dø for tidligt; som vanligt drejer snakken sig om det, der konkret forefindes.
Fiskeriet har ubetvivleligt ændret karakter, navnlig på grund af den nævnte teknologiske udvikling og topstyring, herunder privatiseringen af fiskekvoterne. Kvoterne har begrænset tilgængeligheden til fiskeriet, hvilket medvirker til, at erhvervet i dag mere er et aktivt valg end en selvfølgelighed for de lokale drenge og unge mænd.
Hvilken betydning disse forandringer har for fremtiden og det lokale fællesskab er uvist, men ifølge fiskerne er der ikke tvivl om, at fiskeriet består; det vil blot vedblive at forandre sig, som det altid har gjort.
Oprindeligt bragt i Opdatering, Årbog for Vardemuseerne & Ringkøbing-Skjern Museum 2017 samt studenterbladet Informanten, 2018.