Læren om mennesket, briller og pyt-knapper

Af Anne Gustenhoff


Om at finde sig selv som antropologistuderende

Det er mandag eftermiddag. Opvaskemaskinen larmer rytmisk, mens vi fylder vores IKEA-glas med frysetørret kaffe og kogende vand. Over for mig sidder Marie og Rikke og til højre for mig Pernille. Vi går alle på bacheloruddannelsen i antropologi.

“Jeg er sikker på, at det kan noget, fordi det er så fluffy,” siger Pernille. Hun griner lidt, mens hun fortsætter, “Det lyder måske skørt, men jeg tror, at antropologi netop derfor også indeholder så meget konkret.”

Vi taler om, hvad det vil sige at læse antropologi, og hvordan det er at starte på et studie med så højpandet et indhold som “læren om mennesket”.


Forstå-forstå

“Jeg synes, det var svært,” siger Pernille om sin studiestart, “det der med at acceptere, at antropologi måske mere er en indsigt eller en tankemåde, man skal lære. Mere end at kunne teorierne udenad.”

Alle tre har gået på gymnasiet, haft sabbatår og trives nu på universitetet. Men hvordan tackler man overgangen fra dydig skoleelev til selvstændig universitetsstuderende, hvor lektier, lærere og standpunktskarakterer åbenbart ikke længere findes? Hvor går vejen gennem fredagsbarer og tunge tekster til den hellige gral og målet om at blive “den gode studerende”? Hverken studierådgiveren eller statsministeren lover, at vejen er uden bump eller ubehagelige overraskelser. Men skal vi følge samme vej? Er der et mål for enden? Måske er der slet ikke nogen vej.

Rikke læner sig tilbage og ser ned på glassene mellem os, “Jeg har været vant til godt at kunne nå at læse alle tingene. Jeg har været vant til godt at kunne forstå dem. Så det der med lige pludselig at have en enorm læsemængde og tekster, jeg bare ikke forstår på samme måde, har virkelig været en udfordring,” fortæller hun og løfter blikket.

IMG_20180212_144004__01.jpg
Rikke, Marie og Pernille

“Jeg kan da huske den første gang, hvor jeg ikke havde nået at læse det hele til en forelæsning.” Rikke fortsætter, “Jeg kan huske, at jeg aftenen før var sådan, ‘åh nej, hvordan skal det gå i morgen, når jeg ikke er så forberedt, som jeg plejer’. Så mødte jeg op og kom jo faktisk levende ud på den anden side,” siger hun og griner.

“Ja, jeg har lært at læse og har fundet ud af, at jeg faktisk ikke er særlig god til det,” siger Pernille og samler læberne i en tynd streg og løfter begge øjenbryn. “Jeg har i hvert fald fundet ud af, at det ikke er sådan, jeg lærer bedst.”

Pernille går nu på fjerde semester, og for hende har det især været en udfordring at acceptere, at hun ikke har samme overskud eller overblik, som hun havde i gymnasiet. Vi har snakket meget om, hvad det vil sige at “forstå-forstå” tekster, og hvornår og ikke mindst hvordan man bliver tilfreds med mindre.

“Jeg kan huske et tidspunkt i foråret, hvor der var solskin, og jeg sad på min altan og skulle læse en laaang tekst… jeg gad det overhovedet ikke, og jeg forstod det overhovedet ikke!” siger hun. “Jeg sad der og halvt læste, halvt nød solen og gjorde faktisk ikke nogen af delene. Og så tænkte jeg, ‘okay Pernille, i stedet for at sidde her og blive i dårligt humør, så drop det’. Og så klappede jeg bogen sammen og gik ud og nød det gode vejr,” hun samler begge hænder, som om hun lukkede en usynlig bog og ser rundt på os andre. Hun smiler stort.

Pernille er bestemt ikke alene med sin udfordring. På første semester var hende og jeg i samme læsegruppe, og vi snakkede flere gange om indførelsen af en “pyt-knap”. Et selvhjælpsfænomen uden egentlig ophavsmand, der har fået opmærksomhed de sidste par år. For os handlede det konkret om et ydmygt stykke karton med et fastlimet mælkekartonslåg og teksten “Tryk på knappen, og du kommer videre i dit liv!”.


Egen opskrift

Marie samler sine fingre om glasset foran sig og ser ned på den smule kaffe, der er tilbage.

“Samfundet har måske også… eller,” hun griner lidt, vender håndfladerne mod loftet og trækker på den ene skulder, “der er måske lidt en idé om, at du bare skal brænde for det studium, du vælger og kommer ind på. Du skal forsøge at læse det hele og komme til alle forelæsninger. Du skal have et studiejob og en fed bolig. Måske en kæreste og lave sjove ting hver fredag. Der er så mange ting, som man skal gøre for at være en god studerende.”

Hun kigger rundt på os andre. Vi nikker.

“Men det med at være en god studerende handler måske også bare om at finde ud af, hvad jeg synes. For det er nok kun dét, der tæller. Der er nok noget rigtigt i det der med, at man skal finde sin egen opskrift.” Hun smiler og fortsætter, “men jeg har ikke fundet den endnu, indrømmer jeg.”

‘Hvordan var din oplevelse med det? Gik det godt? Er du tilfreds?’ og ikke ‘Hvad fik du?’ råbt lige i ansigtet

“Jeg tror lidt, jeg har fundet ud af, hvem jeg gerne vil være som studerende,” bryder Rikke ind, “men det er ikke ensbetydende med, at jeg formår at gøre det i praksis.”

Vi diskuterer, om vi nogensinde kommer i mål med at blive “gode studerende “. Om det kan lade sige gøre, og om det overhovedet er vigtigt. Vi bliver enige om, at det at starte på antropologi er forbundet med udfordringer. Men også med opture.

“Det er så rart, at alting ikke handler om at få karakterer og række hånden op,” siger Marie.

“Ja, det er så dejligt” tilføjer Rikke, “når folk eksempelvis har spurgt ind til eksamen, så har det mere været ‘Hvordan var din oplevelse med det? Gik det godt? Er du tilfreds?’ og ikke ‘Hvad fik du?’ råbt lige i ansigtet, når man kommer ud ad døren.”

“Jeg tror også, jeg er blevet meget bevidst om, at det er et tilvalg at gå her,” siger Pernille. “Det troede jeg måske også, at gymnasiet var. Men dét, at jeg nu går sammen med folk, der er her af interesse, og at vi er her sammen for det samme, det er helt vildt fedt at opleve.” Hun smiler bredt. “Vi er i et forum, hvor det er okay at nørde nogle ting, og hvor vi anerkender hinanden for det.”

Rikke lægger armene over kors og tilføjer, “Ja, det der med at gå fra at sidde i en gymnasieklasse, hvor man kunne være den eneste, der syntes, at den novelle, man havde læst, var spændende og være den der nederen type…”

“Ja sådan, ‘øv, du synes, det er spændende’,” indskyder Marie.

Rikke smiler og fortsætter, “Ja, jeg synes bare, det er så fedt, at der er et miljø, hvor man gerne må sige, ‘hold kæft, hvor jeg synes, det er spændende’, og så smitter det af!”


Vi ved, at vi ikke ved noget

Kaffeglassene er tomme, mens vi snakker om, hvad antropologi kan som fag, og hvad vi kan bruge det til. Vi bliver ved med at vende tilbage til, at antropologi er som et sæt briller. Det er en indstilling eller en måde at se verden på, hvor vi, som Marie siger, “ved at vi ikke ved noget”. Det er nysgerrighed og undren. Det er en appetit på at forstå mennesker, og hvad de gør og siger. De antropologiske briller kan rokke ved, hvordan vi tænker om religion, identitet eller kultur. Om verden.

IMG_20180216_104411.jpg

Ingen af os ved, hvor vi ender med faget. Men det er også okay. Måske som forsker nord for polarcirklen. Måske projektleder på et flygtningecenter. Måske byudvikler eller dokumentarist. Måske på dagpengecenteret. Forhåbentlig bliver vi nysgerrige på verden. Jeg tror, man kan manipulere en af Søren Kierkegaards tekster til at sige noget rigtigt om faget: læs antropologi, og du vil fortryde det. Læs ikke antropologi, og du vil fortryde det.

Det kogte vand i elkedlen på bordet er blevet koldt. Pernille skal være på sit studiejob om en halv time. Marie og Rikke skal bestille flybilletter til deres metodefag i Sydamerika til foråret. Jeg skal hjem og læse.

Oprindeligt bragt i studenterbladet Informanten, 2018

Leave a Reply