Af Helene Josephine Duun Tolstrup
I begyndelsen af 2020 begyndte jeg mit samarbejde med Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn, hvor jeg i dag har ansvaret for at koordinere rådgivningstilbuddet, udvikle informationsmateriale og understøtte netværksgrupper rundt omkring i landet. Jeg indsamler viden og erfaringer fra forældre og fagpersoner, som skal hjælpe flere til bedre at kunne støtte transkønnede børn og unge. Jeg har derfor mange hatte på som den eneste nuværende ansatte i organisationen, men titlen som projektkoordinator omfavner de fleste af mine roller. Blandt mine mange hatte gemmer der sig selvfølgelig en tropehjelm, som jeg kan tage på, når jeg har brug for at se det hele lidt udefra. Den giver mig nemlig mulighed for at træde et skridt tilbage, når jeg laver interviews og observerer et felt og en kultur, hvor jeg hurtigt kan komme til at tage nogle ting for givet.
10 måneder efter jeg havde sendt mit speciale af sted, kom jeg til at snakke med foreningen FSTB om netop mit speciale. Jeg havde nemlig lavet mit feltstudie i Australien, hvor jeg brugte mine tre måneder i Melbourne på at undersøge, hvad det ville sige at være ung og transkønnet. Jeg blev klar over, at jeg pludselig stod over for nogle personer, som jeg delte en forståelse, en mission og et sprog med. Og det var det, der vækkede en gnist i mig. Heldigvis var det gengældt, og foreningen var enige om, at de skulle bruge mig til at koordinere projektet ”Råd og viden om børn og unges kønsidentitet”, som er bevilliget af Sundhedsstyrelsen.
Timingen var perfekt. Jeg havde holdt mig beskæftiget med en masse frivilligt arbejde, rejser og en vikarstilling, som havde givet en masse indhold i min hverdag efter studiet. Især det frivillige arbejde har fyldt meget for mig, fordi det var en måde at prøve nye ting af sammen med en masse gode mennesker. Det har givet mig oplevelser og muligheder, jeg ikke ville være foruden. For mig har frivilligheden aldrig rigtig handlet om at få noget på CV’et. Men nu kan jeg rigtig se og mærke, at mit tidligere frivillige arbejde med projekt- og frivilligkoordinering, strategi- og organisationsudvikling hjælper mig i mit job, som netop handler om at have det store overblik og samtidig arbejde i øjenhøjde med de frivillige i lokalafdelingerne.
Mit råd til en antropologistuderende vil derfor være at forfølge det, der føles rigtigt. Nyuddannede akademikere hører alt for tit, at vi skal stille os tilfredse med de jobs, vi nu engang kan få. Og det er da også rigtigt, at vejen til drømmejobbet er kringlet, og at mange af os kommer til at skifte imellem jobs. Men vi er også ekstremt privilegerede, fordi vi har muligheden for at følge vores drømme og de fornemmelser, der skal guide os gennem livet. Så prøv noget nyt og følg de muligheder, der byder sig – så længe det føles godt og rigtigt. Hvis ikke, så prøv igen.