Projektmedarbejder og “good old classic” antropolog i felten

Af Marianne Houmøller


Hvad er din stillingsbetegnelse?

Jeg har været så heldig at få lov at være på feltarbejde i mit første job. Jeg skulle undersøge folks forhold til folkekirken i ferieområder. Så over tre måneder interviewede jeg præster og sommerhusejere og gæster om deres forhold til folkekirken. Jeg lavede deltagerobservationer ude i sommerhusområder.  Jeg var ansat som projektmedarbejder, men jeg følte mig som good old classic antropolog i felten.


Hvordan bruger du antropologi i dit daglige arbejde?

Det har været spændende at være min arbejdsplads’ eneste antropolog. Med min faglighed bidrager jeg med helt andre øjne på verden, på metoder og på tilgange til mennesker og viden. Det giver gode diskussioner, og i min optik, bedre projekter, at antropologen bidrager til andre fagligheder.

Det tog mig lidt over et halvt år at få et job. Det var ikke sjovt at være på dagpenge. Da jeg fik indkaldelsen til jobsamtalen, måtte jeg læse den igennem fire gange for at forstå, at det ikke bare var en fancy måde at give afslag på. 

Jeg holdt et års pause mellem bachelor og kandidat og havde en lille krise over, hvad jeg skulle bruge antropologien til, og om jeg skulle fortsætte på antropologistudiet på kandidaten. Jeg arbejdede i Australien og i løbet af det år, gik det op for mig, hvor integreret antropologien var i mig. Antropologien har indflydelse på, hvordan jeg oplever verden, hvordan jeg møder andre mennesker. Jeg har oplevet, at jeg som antropolog er mere lydhør overfor forskellige synspunkter og dermed kan fungere som en mægler i konfliktsituationer, eller at jeg som antropolog har øje for flere sider; i projekter har jeg øje for, hvordan et projekt bliver til gavn for både informanterne, og de der har bestilt projektet.


Har du et råd til antropologistuderende, som søger arbejde?

Mit bedste råd til nyuddannede antropologer, som søger arbejde, er at huske, at antropologien er mange ting, det er en måde at anskue og være i verden på. Dette kan bruges i utrolig mange forskellige brancher. Og hvis du er nået til det punkt i jobsøgningen, hvor du tænker ”hvorfor i alverden valgte jeg antropologien”, så tag en pause fra ansøgninger og jobannoncer og læs noget faglitteratur. Gå tilbage til en af dine favoritter og mærk hvor fantastisk antropologien er og hold fast i den glæde – du er antropolog og der er helt sikkert brug for dig og dine evner!

Leave a Reply