Christian Suhr, kandidatuddannelsen i antropologi, Aarhus Universitet, januar 2008.
Dansk resumé
Dette speciale består i en undersøgelse af muligheder og begrænsninger i brug af film i produktion af antropologisk viden. Materialet for undersøgelsen er tre film; henholdsvis Want a Camel, Yes? (Suhr og Bahnsen, Persona Film 2004), Ngat is Dead (Suhr, Otto og Dalsgaard, endelig version udgivet i 2009 hos DER) og Unity through Culture (Suhr og Otto, udgivet i 2011 hos DER, filmen var under udarbejdelse under specialeskrivningen). På baggrund af disse produktioner udfolder specialet et argument om vigtigheden af montage-princippet i etnografisk film. Jeg argumenterer for en radikal montage, ikke blot af klip filmet fra forskellige vinkler og/eller forskellige dele af verden (Marcus 1994), men også for en montage af forskellige antropologiske måder at se på verden. Disse måder at se består eksempelvis i den intersubjektive metode, hvori kameraet anvendes som katalysator til at fremprovokere folks indre følelsesverden (Rouch og Morin 1961). En anden måde at se er observational cinema, hvor man, i stedet for at fremprovokere, ønsker at følge handlinger og begivenheder i den rytme og varighed, de naturligt udfolder sig (Young 2003). En tredje måde at se er den mere konventionelle form for forklarende film, som i lighed med mange TV-dokumentarer starter fra den præmis, at billedet ikke er i stand til at tale for sig selv og derfor nødvendigvis må udlægges med ord. Gennem undersøgelsen af mine egne film samt film som The Ax Fight (Asch and Chagnon 1975), Surplus (Gandini 2003), Koriams Law (Kildea og Simon 2005),Cannibal Tours (O’Rourke 1988) og Chronicle of a summer (Rouch og Morin (1961) viser jeg, hvordan disse måder at se – hver især – er i stand til at adressere forskellige dele af den sociale virkelighed, mens de dog samtidig er blinde for andre. Når disse måder at se bliver bragt sammen i montage opstår imidlertid interessante interferenser og skævheder. Disse skævheder provokerer vores blik, gør os opmærksomme på dets begrænsninger, og giver os derved bedre mulighed for at få indsigt i den pro-filmiske verden. I den visuelle antropologi er montage ofte blevet beskrevet som noget, der helst bør undgås eller minimeres, idet enhver indgriben i det filmiske materiale også indebærer et skridt væk fra den direkte indeksikalske adgang til verden (jf. Vaughan 1992). I modsætning til dette argumenterer jeg for, at montagen – forstået som sammenstødet mellem forskellige former for billeder, lyde og ord – ofte er forudsætningen for, at vi kan tilnærme os verden, som den ser ud gennem et kamera.